Økonomi 20 nov 2020

Økonomi

Tal om økonomi med din partner

Den svære partnersamtale om økonomi
Taler du om økonomi derhjemme? Hvordan fortæller jeg min mand, at jeg gerne vil have fællesøkonomi, når han ikke selv har bragt det på banen? Skal jeg overhovedet tale med ham om det? Hvorfor føler jeg mig så alene, når vi ikke har lavet aftaler om økonomien? Disse spørgsmål og mange flere kommer jeg ind på i denne tekst.
Rent biologisk er vi designede til at samarbejde og altid spille hinanden bedre. I familien, i parforholdet og i venskaber. Dog har mange af os lært i social arv, at vi overordnet set som kvinder ikke bør være alt for krævende. At vi skal sige tak, være flinke, samarbejde på mandens præmisser og med hans velsignelse tage imod de penge, som han tilbyder til fællesøkonomien.
Men skal vi overhovedet have fællesøkonomi? Hvem er det, som har lært os det? Hvad er din personlige holdning til at dele alle indtægter med din partner? Betyder det først noget, når I får børn? Er det ok for dig, at din mand tjener mindre end dig?

Min egen livserfaring om økonomi
Historisk set er min erfaring, at far tjente penge og mor gik hjemme. Hun passede os børn (mig og min lillebror), huset, vasketøj og indkøb samt de varme sutsko, avis og kaffe til far, når han kom træt hjem fra arbejde. Hun havde ikke sin egen økonomi og kunne ikke frit vælge, hvad hun ville købe. Jeg husker samtaler mellem dem om, hvorvidt det var rimeligt, at far brugte så mange penge på computere og foto, hvor min mor inddirekte fik fortalt, at hun ikke havde nok penge til at forkæle sig selv lidt. Om jeg så skulle have hørt disse samtaler er en helt anden sag. Men hvad havde de lært mig, de samtaler?

Læringen
For eksempel havde jeg lært, at jeg ville have min egen økonomi, som jeg havde råderet over. De havde lært mig, at jeg skulle tage imod de penge, som jeg blev tilbudt af en mand (med megen stor taknemmelighed), og at der gerne fuldte noget med (sex, venskab og samtale) når jeg fik penge. Jeg skulle altid give tilbage. Jeg skulle også passe på mine penge selv. Far fortalte mig mange gange, at jeg skulle sørge for særeje ved mit første ægteskab. Hans argument var; “du ved jo aldrig” – altså frygt baseret økonomisk sans og læring.
Flere overbevisninger
Mor lærte mig, at jeg skulle være smuk og sød og stille. Når jeg fik lov til at handle og tabte pengene på vej til supermarkedet (hvilket skete tit for mig), så havde det konsekvenser, for pengene var små. Det lærte mig at sætte pris på penge. Hun lærte mig også, at pengene blev hårdt styret af far ved at sige sætninger som “jeg ved ikke om vi har råd til det og det…”, “det kan du ikke få for far har brugt for mange penge på foto” og andre knapt så gode sætninger om økonomi. Hvad lærte jeg af det? Jo, for eksempel, at min far var hård. At penge var en mangelvare i vores familie, fordi far bestemte. Hvis jeg ville have nyt tøj, skulle beslutningen altid træffes i de voksnes samtale, og ofte blev resultatet, at jeg ikke fik de bukser, som jeg gerne ville have.
Mor og far forklarede mig ikke meget om det billede, som jeg først langt senere selv lærte. At vi som familie holder sammen, deler overskuddet OG hjælper hinanden, giver ud af en fuld kurv og at mad er vigtigt. Langt vigtigere end tøj og nye bøger eller tusser eller andet. De lærte mig at der var forskel på mand og kvinde. Også økonomisk. Hvilket måske er meget naturligt, når jeg tænker på, at vi taler om 60´erne og 70´erne, hvor mange kvinder stadig gik hjemme, hvis de havde en mand. Min mor gjorde. Min moster gjorde. Altså de nærmeste kvinder, som jeg kendte. Faster arbejdede hele livet, da hun var enlig mor. Det var “hun jo nødt til”… Den gang underforstået, at når der ikke var en mand til at forsørge hende, så måtte hun selv.
Øvelse:
Hvis du ønsker at have en samtale med manden om jeres økonomi, så starter den med din vision for livsområdet Økonomi. Derfor er første skridt at kigge på og skrive den. En vision om økonomi kan indeholde mange forskellige temaer, for eksempel;
Indtjening, forbrug, opsparing, vækst, konjunktursvingninger, pengepolitik, investeringer, bruttonationalproduktet, indkomst, honorar, timeløn, ugeløn, månedsløn, feriepenge, pensionsopsparing, afsætning, inflation, fælleseje, særeje, mine penge og dine penge, børneopsparing og meget mere.
En vision kan for eksempel se sådan her ud:
Jeg tjener X antal kroner hver måned. Jeg har ingen gæld og har råd til at spare op til de ting, som jeg ønsker mig. Jeg har de midler, jeg har behov for. Jeg bidrager til skat og samfundet, som landets love foreskriver og jeg nyder, at tage imod, når jeg får brug for økonomisk støtte i form af dagpenge eller barselspenge.
Jeg har råd til at investere, men samtidig er det altafgørende, at pensionsopsparingen holder og hele tiden justeres, så jeg kan leve økonomisk frit. Jeg føler en kæmpe tilfredshed over at kunne tjene mine penge selv. Jeg glædes over at lykkedes. Jeg nyder at vide nok om det økonomiske område og bidrager til den fælles husholdning. Jeg sparer op og nyder at være fornuftig i mine investeringer.
Det føles dejligt, at være uafhængig og at være ansvarlig. Have penge nok.

Sådan kan det se ud. Hvis du bor sammen med en anden, kan du stadig godt bevare din egen vision og lave aftaler med din mand/partner. Fordi det betyder noget, at du er ansvarlig i dit eget liv. Nogle af de modstande, som jeg støder på i arbejdet med kvinder, som gerne vil have støtte fra en partner er for eksempel, at “han da selv burde kunne regne den ud”, at jeg kan lide at bruge hver måneds opsparing. Samt at jeg ikke er sådan en, som har overblik over økonomien. Det vil jeg gerne have nogen til (underforstået min mand). Skriv din helt egen vision her.

Dernæst kan du tage samtalen udfra din vision og med et ærligt ønske om at fortælle om dine drømme:
Hvis du ønsker at tale med manden i dit liv om et svært emne for de fleste, så skriv dine spørgsmål først. Skriv ned, hvad du gerne vil tale om. Dernæst inviterer du på en kop kaffe og en halv time af mandens liv. For eksempel:
o Jeg vil gerne have en ligeværdig samtale om økonomi
o Hvilke holdninger har du til at dele indtægten?
o Hvad kan du bidrage med til husleje og mad?
o Jeg har færre penge end dig, og derfor ønsker jeg at lave en aftale med dig om, at du betaler for mine cafebesøg i de næste 6 måneder. Jeg vil gerne gå på cafe cirka en gang om ugen, hver dag eller andet interval. Vil du det?
o Vi har brug for at spare op og have en konto til vores barn/børn. De bruger i snit 150.000 om året. Hvordan gør vi det på sigt?
o Disse spørgsmål kan bruges, når I er en ung familie.

Til generationen med udeboende børn kan spørgsmålene se helt anerledes ud, nemlig:
• Ønsker du at arbejde frem til pension?
• Vil du blive boende stort og dyrt, så der er plads?
• Hvad tænker du om fritiden?
• Hvor mange penge behøver du til din pension?
• Er det realistisk at spare så mange penge op, eller gør sygdom dig uarbejdsdygtig før tid?
• Vil du så have en forsikring, som støtter dig?
• Blot for at tage nogle eksempler.

Skriv endelig, hvis du har spørgsmål.
Kærligst Helene

22 jan 2018

Børn / Krop/psyk / Økonomi

Din famile skælder dig hele tiden ud…

Det foregår hele tiden og du ved ikke hvad du skal stille op med det. Du føler dig stadig som et lille barn, og tiden er altså inde til, at I snart får en anden relation til hinanden.

Rent biologisk er det sådan, at vi fødes hjælpeløse og fuldstændig afhængige af vores forældre. De drager omsorg for os, lærer os op, underviser i etik og moral for den del af verden, som vi befinder os i – og i takt med at vi bliver ældre, slipper de oplæringen, fordi vi er blevet selvhjulpne.

Forestil dig en fugl, der har lært at flyve og skal se, om vingerne kan bære. Deres fuglemor og far står ikke hele tiden bagved og signalerer “du må heller have en hjælpende hånd”, for ellers går det galt. Næh, de slipper dig løs og du må selv ud og se, om de vinger kan bære. For de ved instinktivt, at de har lært den lille fugleunge det, de kan lære den. Resten skal den ud og opdage.

I vores del af verdenen er det mere normalt, at vi “holder” for længe fast i vores børn. Det virker som en skræmmende verden at lukke dem ud i, og vi kan tro, at vi kun kan beskytte dem – ved at hjælpe dem, ved at brokke os over systemet, som ikke hjælper dem på samme måde, som vi synes de skal, og ved at låne dem penge samt tøj og fornødenheder – og vi gør dem en bjørnetjeneste ved at beskytte dem og låne dem penge til mad, tøj og fornøjelser. For hvornår skal de så lære at stå på egne ben?

Vi holder fast i, at vi ved bedst, og derfor kan vi komme op og skændes med dem. Når de forsøger at se om vingerne kan bære, og kommer hjem for at fortælle om deres erfaringer, er vi ikke sene til at sige, Hvad sagde jeg? Du kan da heller ikke passe på dig selv… eller noget i den dur.

Vi forsøger at belære dem om holdninger, selv efter de er flyttet hjemmefra og dermed lader vi dem i stikken. Vi vil hellere skændes med dem end at give dem magten for deres eget liv tilbage.

Bare fordi vi som forældre er så bange for at føle, at vi er bange for at miste. Bange for at føle os forladte eller bange for at give slip. Tænk hvis vi blev ensomme. Men er det fair at fastholde sit barn i den fælde? Ikke hvis du spørger mig. Det er meget mere ansvarligt som forældre at løsne grebet (også det følelsesmæssige) lidt efter lidt og erkende, at de jo skal flytte hjemmefra på et tidspunkt.

Øvelse:

Hvis du som forældre til et ungt menneske skændes meget med ham eller hende, så øv dig i at stoppe op inden du taler…. Øv dig i at stoppe talestrømmen og se hvad der sker.

Jeg er stadig ikke ramt af nedlukningen, da jeg har mulighed for at tage alle forholdsregler.

 

Hvis vi passer på hinanden og hjælper hinanden med at holde mit terapirum coronafrit, kan vi fortsætte vores betydningsfulde samtaler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Desuden holder jeg mig selv udenfor smittefare ved fornuftig adfærd. Jeg lader mig teste forbyggende hver uge, og jeg lukker naturligvis ned, hvis jeg udgør nogen som helst smitterisici.

 

Har du en aftale hos mig, og får symptomer, bliver smittet, eller har været i nærkontakt med en smittet, beder jeg dig naturligvis give mig besked.

Hvis du må melde fra til en aftale på grund af corona, accepteres afbud med kort varsel uden normal afbudsbetaling.

 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe eller skrive til mig på:

                 

   30482372 /   info@helenemau.dk

 

Fortsat velkommen i trygge og coronasikre omgivelser - kærligst Helene

  • vi er allerhøjest 3 mennesker på 18 m2 og 2 m2 på 10 m2
  • vi holder den sikre afstand (2 m mellem stolene)
  • vi har ingen tæt fysisk kontakt
  • vi hoster og nyser i ærmet
  • jeg har håndsprit til fri brug i terapirummet og i fælles arealerne
  • jeg spritter/vasker egne hænder før/efter hver session
  • jeg spritter dørhåndtag, bord mv før hver session, der gøres ekstra grundigt rent, og jeg spritter stolene af mellem hver session
  • jeg lufter ud mellem hver session
  • det er altid muligt at vaske eller desinficere hænder på toilettet. Der er engangshåndklæder og der er naturligvis sæbe og håndsprit.
  • toilet rengøres og sprittes løbende efter brug mellem gæster. Du har dog også selv mulighed for at spritte og rense inden dit besøg.