Hvad er du bange for – på arbejdet?
Sygdom på arbejdet er ofte noget, der gemmes væk. Uanset om det er psykisk eller fysisk sygdom. Nul tolerance overfor os selv, når vi er syge og nul tolerance over for de andre, som pålægger os alt det arbejde, som kollegaen skulle have taget, men så blev han eller hun syg. “Det kan simpelt hen ikke være rigtigt” har jeg hørt … i gangene hvor jeg har arbejdet, hos venner ved middage og i min praksis, hvor folk var knækket efter lang tids stress.
Vi skal være praktiske, professionelle og frem for alt præstere. Sygdom er desværre en del af livet. Jeg er ked at at sige det. Sygdom på arbejdet forekommer. Sådan – bum… lige uden du opdagede det. Oftest med store konsekvenser for den enkelte. Med blod, sved og tårer kaster vi os over jobbet – for det skal vi jo. Uanset om vi arbejder på kontor eller i andre fag, så har vi danskere en holdning til sygdom, som jeg tit hører i min praksis. Den går sådan her: “det er da for galt, at hun ikke kan komme. Det er jo “bare” en forstuvning!.” eller “man må da tage sig sammen og gå afsted – uanset hvad man mærker”.
Mine erfaringer via klienter
Jeg har talt med forskellige faggrupper gennem årene. Både i praksis og når jeg er ude i SIND sammenhænge, i virksomheden og sågar til de private sammenkomster, hvor mennesker kommer hinanden ved. Alt fra SOSU hjælpere over tandklinikfolk, kontorfolk, jobcenterfolk, ansatte i kommuner og privat. Mange fortæller mig, at de er bange for at miste jobbet. Hvis de fortæller, hvordan de har det. Fysisk og følelsesmæssigt. Sygdom på arbejdet – nej tak. Professionalitet frem for svaghed.
Et eksempel er en mand, som mærker smerter i håndled. Han vil ikke sige det og går i lang tid med håndledsbeskyttelse, indtil hans læge sygemelder ham og fysioterapeuten fortæller at han skal holde pause med at gøre de bevægelser, som giver ham smerter. Hans tanker flyder over med bekymringer; for “hvad siger chefen mon, hvordan skal jeg klare mine opgaver, bliver jeg nu fyret og så videre.” Endnu et eksempel: “det er svagt at have ondt i maven. Mon hun ved, hvor travlt vi andre har. Hun kan altså ikke tillade sig at melde syg”.
Hos mig arbejder jeg ofte med stressede mennesker. De kommer, når hverdagen er blevet for svær. Når presset har været for stort længe. Når de ikke har kunnet trænge igennem med det budskab, at de har for travlt. Det er ofte en følelse, for hvem skal starte med at passe på her. Er det chefen eller kolleger eller en selv?
Sygdom på arbejdet
Sygdom på arbejde langt mere almindeligt. Blot gå tilbage til Corona perioden. Der hvor hele verden lukkede ned og hvor vi skulle blive hjemme alle sammen. Corona havde ramt os hårdt i nakken, og Danmark lukkede. Vi fik at vide, at vi skulle blive hjemme, når snue og hoste var til stede. Det gjorde vi. Og smitten dalede. Også for alle de andre sygdomme, influenza er blot en af dem.
Det fik mig til at tænke over, hvor mange gange, jeg har talt med en klient, som “var nødt til at gå på arbejde”, uanset hvad. Om du er lille selvstændig eller arbejder i en stor virksomhed spiller ikke en rolle for ret mange.
Ansvarlighed for eget liv
Har vi mon det i dagens danmark? Ikke hvis jeg spørger bredt. Men hvad tænker du? Er det chefens ansvar eller dit eget ansvar? Hvem kan bedst mærke, hvad der foregår inden i dig? Er det chef, kollega eller lægen? Er det dig?
Hvis du har lyst til at lære mere om at passe godt på dig selv, så du kan blive længe på arbejdet – og samtidig nyde det, så ring og bestil en tid hos mig.
Jeg tror på, at chefen vil dig det bedste – når du tør sige hvordan du har det. I tide, selvfølgelig, så planer kan overholdes, produktion kan bibeholdes og mennesker kan få det langt bedre. Lad os sammen ændre arbejdsmarkedet, så vi kan være her i mange år endnu. Jeg tror på, at arbejdslivet skal være rart.
Jeg ved, at vi fra tid til anden bliver syge. Også som selvstændige. Jeg har måttet lukke butikken mere end en gang selv. Fordi jeg var syg. Så er aftalen, at mine klienter henvises videre til en af mine kolleger, hvis de har lyst. Jeg må holde mig fra at arbejde indtil jeg er rask. Der kommer ikke nogen og gør det for mig. Det er mit ansvar at sørge for mig selv. Ikke andres. Vil du lære det – så ring.
Kærligst Helene
