05 Dec 2019

Børn / Familie / Krop/psyk / Lifecoaching / Parforhold / Venner

Julen er hjerternes fest, ikke?
Vi vil alle så gerne have en jul, der er varm, omsorgsfuld og nærværende. En jul, der ligner reklamernes spejling af de lykkelige mennesker, som smiler til hinanden, som holder om hinanden, som viser næstekærlighed og som har alt, hvad hjertet begærer.
 
Lyder det som din drøm?
 
Jeg har lige afsluttet et forløb for pårørende til syge og sårbare mennesker, og ved du hvad det allervigtigste for dem var? At have en relation. At få mulighed for at være til stede i deres nærmestes liv og være med til at støtte og hjælpe dem. Ligesom julebillederne.
 
Ikke alt bliver dog, som vi går og drømmer om. Nogle gange er livet en hård nyser – vi tror på det bedste i alle vores nærmeste relationer og vi gør alt, hvad vi kan. Alligevel går det ikke som vi drømte om. De nærmeste vil helst være fri for kontakt. De nærmeste har for travlt i juletiden og resten af året. De nærmeste er vrede og skuffede.
 
Nogle af de pårørende havde ikke stor kontakt med deres nærmeste, og var kede af det, da de startede. Men undervejs skete der det, at de fik undervisning i Livshjulet, som er mit ynglingsværktøj – og det gav dem mulighed for at kigge på tilfredshed med andre livsområder… Det hjalp dem med at se hvor de kunne gøre noget andet. Det hjalp dem med at finde tilfredshed i livet. Det hjalp dem med at få øje på deres eget liv og de muligheder, som findes hos os alle.
 
Undervisning i relationsarbejde er en af mine spidskompetencer. Jeg kender til alle aspekter af brud og opbygning. Hvis du har en nærmeste, som du gerne vil have kontakt med, så ring og lad os starte et samarbejde.
 
Julen kan være udviklingens fest!
09 Sep 2019

Familie / Øvelse / Parcoaching / Parforhold

Parforholdet i krisetider

Hvordan lever vi sammen, når hverdagen rammer os? Når sygdommen tager over? Når vi ikke længere kan det samme – har den samme energi som tidligere, når sygdommen har været længerevarende?

Jeg har tænkt over dette i flere omgange. Du får nedenfor nogle af mine tanker om det. Måske fordi jeg også har nogle private erfaringer, som gør mig i stand til at nyde den samhørighed, mit ægteskab og mit samliv giver mig.

Det vigtigste for mig i livet er, at have livsvidner. Det er vores børn. Og det er en partner i den grad. Et vidne på godt og ondt, på op og ned – på kærlighed og meget lidt kærlighed.

Det betyder ikke så meget, hvordan vi har det, hvis vi blot er os selv og lever, men i parforholdet kan de aftaler, vi har indgået, blive vendt på hovedet op til flere gange i livet. Min erfaring er, at vi må tale om det – for ikke at miste os selv og for at blive klogere som mennesker.

Det nemmeste i verden er at sige farvel og tak, når man som jeg har prøvet det nogle gange. Og så igen, det er overhovedet ikke nemt. Det er overhovedet ikke nemt.

Jeg har oplevet at miste mig selv i den proces i en meget svær relation. Jeg så det ikke selv, men havde en meget god veninde, som hjalp mig. Med at holde mig selv ovenpå og komme ud af den svære relation.

Selve formålet med at værne om sit parforhold set med mine øjne er, at vi over tid har livsvidner, som også kan lære os noget. Livsvidner, som giver os gaver i form af samhørighed, kærlighed (nogle gange ubetinget og uselvisk), lykke og lyst. Disse følelser er en gang blandede bolsjer, men ikke desto mindre ret stærke for os som menneskelig art. Vi må selvfølgelig hver især føle, at samhørighed er vigtig for os, hvis dette partnerskab skal lykkes. Uden den – intet parforhold.

Kunsten i parforholdet er at blive ved med at tale sammen. Fortælle om det indre kaos, som kan opstå, når vi for eksempel oplever, at hverdagens energi ikke længere er som tidligere. Fortælle vores partner, at de aftaler, som vi havde, ikke på nuværende tidspunkt kan overholdes. Hvorfor, tænker du måske? Jo, jeg mener at det er vigtigt, at min partner ved, at jeg ikke længere eller lige nu kan holde de aftaler om intimitet, som jeg ellers har lavet med ham, fordi smerter gør det vanskeligt for mig at holde mig vågen. Jeg mener at det er vigtigt at jeg ved, at min mand har brug for mere søvn i en periode, fordi han mærker sine sygdomme spænde kraftigt ben for hans evne til at være vågen.

På den måde kan aftalerne ændres for en tid. På den mådei er vi nærværende i vores samliv og vi “ser” både os selv og hinanden.

Dermed bliver parforholdet ikke en tro kopi af det levede liv og det jeg/min ægtemand har set og oplevet tidligere. Det bliver et parforhold – et levende parforhold med voksne samtaler, med aftaler, som kan ændres fordi vi tør. Med samhørighed og lykke. Med lyst og livsvidner.

Pas på dig,
kærligst Helene

31 Jul 2019

Familie / Parcoaching / Parforhold

Parforholdet i sommerferien
Du har alle tiders mulighed for at bruge lidt tid i sommerferien på at tænke lidt over dit parforhold. 
 
Tiden i sommerhuset eller ved stranden, i indland eller udland, giver ofte den fornødne tid til at komme helt ned i gear og mærke dig selv, mærke lysterne stige, og værdsætte det vidunderlige partnerskab, som du har med din partner.
 
Måske sidder/ligger du og tænker over, hvordan dit parforhold skal være i fremtiden, måske kunne du godt tænke dig lidt flere af de dybe samtaler med kæresten, fordi I med en travl dagligdag er gledet lidt væk fra hinanden, uden dog på nogen måde at være i krise. Det er her, du kan gøre noget. Der hvor kærligheden stadig er der, og I måske bare har brug for lidt inspiration til at komme tættere på hinanden igen.
 
Jeg arbejder med par i min praksis hver uge, som ønsker at tale sammen og “mærke” hinanden. Par, som har glemt at bruge den time hver uge i en travl hverdag med job, børn og forpligtelser samt mobiler, der hele tiden skal besvares og prioriteres. Fælles for dem er, at tiden hos mig giver mulighed for fordybelse i hinandens univers af følelser og drømme, hvorefter det bliver så meget dejligere at være sammen. Fordi nærheden kommer af at tale sammen.
 
Oftest lever vi helt ubevidst et parforhold, sådan som vi tror/har set det skal være. Rammerne er mere eller mindre fastlagte af vores historie og det liv, vi har levet. Derfor bliver det en tro kopi af tidligere livserfaringer, men ikke noget, vi aktivt har taget stilling til.
 
For eksempel har jeg haft et par, som har kendt hinanden i 25 år. De er gode venner, bevares, men elektronik havde overtaget deres ellers så hyggelige samtaler. Så nu sad de i hver sin stol med en iPad eller en telefon eller et tv. Og tiden gik… Ikke så tilfredsstillende, synes de. Derfor kommer de nu hos mig – for at åbne op for det spændende univers af følelser og tanker, som lever i os alle, og som kan udvikles hele livet. Behøver jeg at sige, at de smiler bredere og er varmere i kontakten nu?
 
Jeg inviterer mine klienter til at arbejde med deres egne drømme, hver for sig, hvorefter vi gennemgår drømmene sammen i min praksis. 
 
Du kan få lidt af min arbejdstid – ganske billigt – fordi jeg har lavet tre videoer i samarbejde med Lovecast. De vil hjælpe dig og din partner med at få jeres drømme talt igennem og de vil give jer nærhed og fællesskab samt masser af grin og masser af nyttig viden om hinanden.
 
 
 
12 Jun 2019

Børn / Familie / Krop/psyk / Venner

Hvis du ind imellem oplever skuffelse, så sig tak!

Tak til den anden, den som skuffede dig, den som ikke så dit behov på forkant. Den som hjalp dig med at føle den følelse. Du ved ikke, hvad der foregår hos den anden.

Skuffelse er en bragende god følelse, sig også tak fordi du evner at mærke den. Sig tak fordi dit følelsesliv ikke er et mørkt og lukket land. Alle følelser er gode. De har et budskab til dig. Din skuffelse skal måske hjælpe dig med at finde ud af, at du har et ubehandlet behov.

Tag derefter ansvar for skuffelsen, den følelse som sker, fordi du er dig. Du kan hvad du har lært, og det som du ikke kan, er blot noget, du ikke har lært. Skuffet betyder ifølge min ordbog: gøre nogen ked af det ved ikke at opfylde deres forventninger. Derfor – i min verden – er første skridt, at du mærker dine forventninger og sætter ord på dem.
Som oftest har vi ikke fået sat ord på vores forventninger og dermed bliver det svært at leve op til dem – for andre. Det kan sagtens være, at du har lært følgende: “hvis ikke hun selv kan se det, så er det lige meget”, men det er nu engang meget svært, ja faktisk umuligt at læse andre menneskers tanker.

Så..

Hvis du mærker skuffelsen over, at din mor ikke ringer til dig tit nok, så fortæl hende at du gerne vil tale med hende, ring til hende!

Hvis du mærker skuffelsen over, at din mand eller hustru ikke giver dig et kram, når du har brug for det, så spørg om krammet selv.

Hvis du mærker skuffelsen over, at du ikke kan tale med dit barn på en ok måde, så træn kommunikation selv eller med en anden, hvor du beholder følelserne hos dig selv, hvor du fortæller om dig selv, og hvor du tager ansvar for, hvad du har lyst til. Og hvor du accepterer, at dit barn ikke har lyst til at være med.

God arbejdslyst.
Helene

04 Jun 2019

Børn / Familie / Krop/psyk

I den tætte relation er der altid skyldfølelse…

Hørte jeg forleden dag en mor sige – og lad mig dvæle lidt ved betydningen i forhold til voksne børn, der er flyttet hjemmefra eller på vej hjemmefra.

Skyldfølelse betyder nemlig ifølge ordbogen: en følelse af dårlig samvittighed over, at man er skyld i noget.

Dårlig samvittighed over, at man er skyld i noget.

Når jeg hører ordet skyldfølelse, tænker jeg tilbage til den gang i 2006 hvor jeg startede med at læse igen… For der var skyldfølelse hverdag for mig. Over at mine børn havde lidt i deres opvækst, skyldfølelse over at jeg var skyld i alle de kvaler, som mine børn havde i dag.

Min mentor underviste mig i biopsykologien omkring skyldfølelse: at den er beregnet til, at vi beskytter, leger og drager omsorg for vores børn, mens de er børn – samt at vi i stigende grad alt efter deres formåen, giver slip på omsorgsrollen, legen og læringsrollen, så de kan blive selvhjulpne voksne.

Jeg har indimellem besøg af skyldfølelsen – senest for et par uger siden. Den kigger forbi – fordi en af de voksne siger noget. Så titter den frem igen…

Men hvor går grænsen egentlig?

Kan vi komme til at overbeskytte vores børn, fordi vi ikke kan lide at have skyldfølelsen?

Ja, det kan vi!

Når vi ser på de voksne mennesker, vi har i vores liv – hvis vi kigger på, hvem de er blevet til, og hvordan de lever deres liv, og det giver os skyldfølelse, så ved jeg af erfaring at vi kan få lyst til at flyve fra den ubehagelige følelse. For ingen lærer os at give slip på den – eller – jeg har ihvertfald ikke lært det hjemmefra, må jeg konkludere. Jeg vidste ikke dengang, at skyldfølelsen var et grundvilkår som kom sammen med barnet… en følelse som skulle hjælpe mig som mor med at gøre det, som var bedst for mit barn. Da de var børn.

Jeg vidste ikke, at målet med at opdrage børn – netop er – at de skal blive selvforsørgere og selvhjulpne.

Som forældre til voksne børn har vi dog brug for at se skyldfølelsen i øjnene for vores egen skyld. Vi skal ikke bruge den til for evigt at lade os styre af den. Vi skal ikke bruge den tilsat overkompensere i de voksne børns liv. Vi skal turde give slip og lade dem komme til os. Lade dem leve deres eget liv, som de synes det er rigtigt. Og elske det, som er.

Også hvis de har diagnoser, er syge eller udfordret på anden vis. Vi skal turde tro på, at de godt kan selv. Det giver frihed. Det giver glæde. Det giver nærhed på den lange bane.

Tør du?

Ellers er du velkommen til at ringe for sparring.

Kærlig hilsen
Helene

15 May 2019

Arbejde / Familie / Krop/psyk / Venner

Svigt – hvad er det?

Jeg bliver ofte spurgt om svigt. For eksempel fortæller en mig, at venner der har syge pårørende, kan svigte ved at være nødt til at melde fra i aktiviteter, som de før havde tid til at deltage i.

En anden fortæller at hun føler sig svigtet, fordi veninden ikke kom med suppen i en travl tid. “Det ville hun selv have gjort, siger hun”

Svigt betyder i følge ordbogen: “ikke at holde det, man lover eller skylder nogen”

Jeg personligt lever et liv, som er indrestyret. Derfor har jeg holdt fokus på at være tilgivende og forstående, fordi jeg dybest inderst inde godt ved, at venner, der har travlt i perioder, kommer tilbage. Fordi venner, der har det meget travlt – også kommer tilbage.

Prøv at forestil dig, hvilken lettelse det ville være for dig at tænke over det. Tænk hvis du kunne give slip på burde og skulle og skylder. Tænk hvis kunne sige “”pyt” indeni dig selv, når følelsen af svigt kommer!

Jeg hører ofte om ledere, som ifølge medarbejderen ikke interessere sig for dennes arbejde og simpelthen ikke ved, hvad han eller hun laver. Føler du dig svigtet på arbejdet af din leder, så handler det højst sandsynligt om, at du ikke får tænkt over din arbejdsmængde og hvad du kan nå. Kan du som medarbejder gøre noget for at ændre på dette? Ja – øv dig i at nedskrive dine arbejdsopgaver, så du til næste MUS samtale kan fortælle din leder om den arbejdsdag, der er fyldt med opgaver.

Udeboende børn kan være langt væk fra os i bevidstheden og derfor have svært ved at huske os eller kontakte os. Har du nogensinde spurgt dine voksne børn, om de har lyst til at være en del af dit liv – også efter de selv er blevet voksne? har du tænkt over, hvordan jeres relation kan være? Skal i mødes tit? Kunne det være rart at synge sange sammen, gå en tur, fortælle historier fra levet liv og dele følsomme oplevelser med dem, som står dig nærmest?

Du føler dig måske svigtet af dem lige nu. Hvad gør du, når du føler dig svigtet?

Det kan være så varmt og befriende at lytte til sine voksne børn – virkelig lytte og prøve at forstå dem – uden at ændre på noget – uden at gøre dem til små børn igen, de små børn som har brug for råd. Tænk – de skal nok selv spørge, hvis de har behov for at få et godt går. Uanset om de er syge (både fysisk og psykisk), så kan du ikke længere redde dem. Du kan hjælpe dem, hvis de gerne vil have det – og du kan så igen tænke over, om du “kommer til” at hjælpe så meget, så du intet liv har selv. Så er det højst sandsynligt blevet til en ubalance i dit eget liv.

Uanset om du føler dig svigtet hjemme i privaten eller på arbejdet, så vid, at det blot er en følelse. Den er ikke farlig, den er!

Du kan beslutte dig for, hvad du vil gøre i hver enkelt situation, som jeg har skrevet om ovenfor. Beslut dig for, som den voksne, at vise dine “børn” hvordan livet kan leves. Ved at være en sparringspartner, ved at stå ved dine egne behov. Grænsen går ved overbeskyttelsen. I arbejdslivet går grænsen for eksempel ved, at du er begyndt at tænke, om arbejdet fylder for meget af tiden i dit liv, om opgaverne skal hastes igennem, om du tænker, at det ikke hjælper at sige noget.

Du kan også ringe for sparing, hvis din følelse af svigt eller overbeskyttelse har taget overhånd i dit liv.

Kærlig hilsen
Helene

  • 1
  • 2