02 Jun 2019

Bevidsthed / Krop/psyk

Denne historie er smuk på sin helt egen måde. Nogle gange skal vi blot helt derud, hvor alting vender og hvor de nære kommer til at blive endnu mere nære. Historien handler om en mand, hvis hustru bliver meget syg – alvorligt syg. Det var så hårdt at bære – og han var helt alene i smerten og i pasningen af hende.

Han havde en hverdag, hvor han tog på arbejde efter at have siddet hos hende og sagt godmorgen. Når arbejdsdagen var slut, så tog han tilbage til hospitalet, hvor hun lå. For at sidde hos hende, for at trøste hende, for at være nær, mens aftenen var værst. Når hun faldt i søvn, tog han hjem. Ordnede det mest vigtige, spiste lidt mad og skyndte sig i seng. Dette stod på i mange uger og til sidst var han lidt slidt.

Under en af de mange samtaler med hustruen taler de om familie, både hans og hendes. Talen om hans bror gjorde lidt ondt, for det var mange år siden, de rigtig havde talt sammen. De havde ikke rigtig noget tilfælles og han var ikkehelt glad for at ringe. Men hans hustru bad ham gøre det. Måske fordi hun vidste, at det ville lette lidt på hans store sorg over sygdommen hos hende. Måske fordi hun havde mærket længe, at han savnede kontakten.

Ihvertfald – han besluttede sig til at ringe – ringe til sin bror, som han ikke havde talt med i mange år. Hvordan skulle han starte? Hvad skulle han sige? Hvad ville broren tænke?

Alt dette forberedte vi os på, ved alt skrive ned, hvad han troede ville ske. Derefter arbejdede vi med at skrive svarene, som jo kun kan være gætterier. Men det hjælper med at blive skarpe i samtalen. Det hjælper os med at blive autentiske – og det har vi så megen brug for.

Autencitet er en styrke, som vi alt for sjældent bruger idag. Ægthed er en mangelvare. For det gør ondt nogle gange, det er ubehageligt, det er følsomt og sårbart. Jeg taler ikke om den ægthed, som nogle sammenligner med “jeg-skal-da-sige-alt-hvad-der-er-i-mig”, for det mener jeg slet ikke.

Skulle han fortælle, at han savnede sin bror?
Skulle han fortælle, at han var blevet såret, dengang for længe siden, da broren havde sagt noget sårende til en fødselsdag?
Skulle han lægge ud med at fortælle, at hans hustru var dødeligt syg og at han havde brug for sin bror?

Vi trænede flere scenarier inden opkaldet – for at han fik lejlighed til at mærke sin ægthed og sin autencitet og sine følelser. For at han fandt ud af, hvor de dybe følelser fortalte ham. Han savnede deres historie. Han savnede at have et menneske tæt på, som kendte ham godt og vidste, hvor han kom fra. Vi trænede det at have en voksen-kontakt, uden de følelsesmæssige ubehageligheder, som svigt og skyldfølelse giver. Svigt i sådan et tilfælde med to brødre hører ikke hjemme – det har som regel mere at gøre med et svigt tidligere i livet.

Han fik trænet det vigtige, nemlig hvad der var vigtigt i hans opkald: “at han fik fortalt at han savnede brorens selskab og deres historie”, at “han havde behov for aflastning og en skulder” blandt andet.

Behøver jeg at sige, at broren tog godt imod opkaldet?

Har du en nær pårørende, som du savner, og som du ønsker at have tæt på igen, så øv dig for eksempel sådan her:

Lad de gamle historier af svigt ligge (imellem jer skal i altså ikke tale om det mere)
Fortæl hvordan du føler – med tanke på det, som du ønsker fremover
Når der dukker “gamle følelser” og tanker op, så skriv dem ned for dig selv – i stedet for at sige det hele højt.

Rigtig god træning.

Kærlig hilsen
Helene

Skal vi snakkes?

Hvis du har lyst til at bestille et gratis kaffemøde og høre mere om et forløb hos mig, er du mere en velkommen til at kontakte mig.