Hvem bestemmer over din krop?

Hvem bestemmer over din krop?

Kender du den fornemmelse af at kroppen fortæller dig et eller andet?

Din krop kan “tale” på mange måder. Ved at du hoster og hakker som aldrig før? ved at smerter i maven skriger til dig “så hør mig dog”? At du får tunnelsyn den ene gang efter den anden? At trætheden har overmandet dig? At hukommelsen svigter og du tror at du er ved at blive skør?

Bare rolig. Kroppen er din bedste ven! Det ultimative redskab til at overleve længst muligt.

Nogle af os har desværre bare lært at lade være med at lytte til den, bedøve den med piller, røg, alkohol eller tanker som “jeg skal holde op med at pive”, “jeg er bare ved at få en influenza” – “jeg plejer ikke at blive syg” – “jeg har ikke tid til at være syg” eller noget i den stil. Og det gode er, at sådan har vi netop – bare lært at tænke. Det betyder at vi også kan lære at tænke noget nyt… For eksempel “jeg går lige til lægen og bliver checket”, “jeg passer godt på mig selv” – “jeg går hjem og plejer mig selv” – præcis som vi selv ville sige til et lille barn, der var sygt.

Hvis det er de gamle overbevisninger, som bestemmer over din krop, kan du med fordel lave denne lille øvelse

Tag papir og blyant frem
Skriv ned hvad du tænker lige nu om sygdom i din familie (havde I en holdning om at “man bare skulle tage sig sammen”?)
Lad disse overbevisninger skylle ind over dig i tanken og føl følelserne
Forestil dig at overbevisningerne er bølger på vandet og du er vandet

For eksempel kan du have en overbevisning der hedder “jeg kan da ikke blive hjemme fra arbejde idag”
Den overbevisning giver dig skyldfølelse, følelsen af at “snyde” eller at pjække

Læg nu mærke til hvad følelserne gør ved dig

Hvis vi tager eksemplet fra før, kan det være at du “bliver nødt til at gå på arbejde alligevel” – en overlevelsesstrategi som du har lært tidligt (måske fordi du fik at vide; at mor og far skulle på arbejde eller at det var besværligt at finde pasning eller at du bare var besværlig). Og hvis du gik på arbejde(skole), så blev de glade og du følte ikke længere skyldfølelse. Ren win-win!

Not!

For når du så i dag bliver syg, så kan du ikke længere frit vælge. Dine gamle strategier har simpelthen fået overtaget og du går og hoster i meget længere tid end godt er. Eller du går med ondt i maven i 40 år inden du opdager betændelse i tarmen.

Så er det ikke dig, der bestemmer – men dine gamle strategier.

Hvis du har lyst til at ændre dem, så skriv nogle nye strategier til dig selv. Og vælg så at bruge dem i stedet for de gamle. Det virker. Det er din krop og dig, som bestemmer over kroppens brug og det er også dig, der kan mærke kroppen bedst. Uanset hvad du har lært. Når det gør ondt, så er din fornemmeste opgave at passe på dig og beskytte dig. Med øvelser – med aflastning – med ro – med motion. Lad være med at falde i den fælde, at du bruger gamle overlevelsesstrategier.

Hvis det er for svært, så book en tid. Så hjælper jeg dig med at træne det nye.

Kærligst Helene