Kommunikation i hverdagen

svær samtale

Kommunikation i hverdagen

Hvordan ser jeres samtaler ud derhjemme? Er den svære samtale blevet dagligdag?

Flyver der kritiske kommentarer rundt om ørene på dig – fjendtlige og omklamrende beskeder eller kan du høre kærlighed, varme og positiv respekt?

I relationer er vi ofte “fanget” i det, vi har hørt hjemmefra, nemlig den måde mor og far har talt til os på. Det kan enten være med varme og positiv respekt eller med kritik, fjendtlighed og følelsesmæssig overinvolvering. Den svære samtale kan give os grå hår i hovedet og fylde os med bekymring. Ikke desto mindre er den samtale vejen frem. I min praksis og i undervisning af pårørende og folk med angst møder jeg ofte eksempler på, at det svære både handler om den, der taler og om den, der lytter. Ofte har klienter lært alt-eller-inten-kontakt metoden som en slags svar på alle ubehageligheder. 

Det meste har vi lært af de læremestre, som vi har haft igennem livet. Andet har vi suget til os fra film og bøger. Altså i social arv. Den svære samtale bliver svær på flere forskellige planer – nemlig både for den, der taler og for den, som lytter. Lad mig give et par eksempler på, hvad du kan have hørt hjemmefra:

Sætninger med varme


Familien ser og siger, at du forsøger at komme overens med alle. De ser og siger at du giver meget mening, at du er nem at omgåes og det er dejligt at være sammen med dig. Ligesom de fortæller dig, at din adfærd er passende (i forhold til det, du kan).

For eksempel: “du er god til at lege med din søster” – “jeg kan se at du er glad for din far” – “det du siger, giver mening for mig” – “jeg elsker at være sammen med dig”

Sætninger med positiv respekt


Du hører, at de føler sig tæt på dig, at de værdsætter hver eneste lille smule initiativ i dagligdags opgaver. De fortæller at de sagtens kan klare at være tæt på fysisk og de fortæller, at de nyder at være sammen med dig.

For eksempel: “jeg nyder at være sammen med dig” – “tak fordi du er her/i mit liv” – “vi to klarer det hele sammen”

Kender du disse to kategorier fra din egen kærlige familie, så er du heldig og behøver nok ikke træne kommunikation i dagligdagen. Måske har du behov for øve dig i nogle af dem mere end andre, og det er også træning. Kun hvis du støder på mennesker, som har en helt anden måde at tale på, kan det være rart at træne. Især hvis den svære samtale foregår på jobbet eller igennem længere tid med nære venner, som har lært at tale på andre måder end dig.

Det modsatte…

Derimod – hvis du ofte falder i nedenstående sætnings fælder, så har du med garanti ikke særligt nære og varme relationer.

Kritiske kommentarer
De fortæller i et hurtigt tempo og med høj styrke, at du frustrerer dem. At du med vilje skaber problemer for dem. At du er en byrde samt at leve sammen med dig er svært. Ligeledes kommenterer de ofte, at du ignorerer eller ikke følger deres gode råd.

Fjendtlighed
Din familie siger, at du skaber problemer for dem og de ønsker at være adskilt fra dig. De råber af dig og bliver hurtigt vrede og irriterede samt siger, at du skal kontrollere dig selv og handle efter det.

Følelsesmæssig overinvolvering
Din familie giver sig selv skyld for alt og føler som om alting er deres fejl. De viser medlidenhed. Og de tillader ikke dig at foretage dine daglige aktiviteter og gøremål, men gør det for dig.

Familien kan også forsømme sig selv. Ligesom de kan give dig mindre vigtige personlige behov frem for det, som du virkelig har behov for.

Kender du til ovenstående, så er det på tide at træne noget nyt. Ring for sparring og en tid. Eller bestil dit forløb allerede idag. Du er også velkommen til at læse nogle af mine andre blog tekster inden for livsområdet “personligt lederskab”. Måske bliver du klogere.

Kærligst Helene