Seniorliv

Seniorliv

Seniorliv

Seniorliv – liv og mening

Hvordan har du lyst til, at dit seniorliv ser ud? Når jeg søger på google, er der kun 106.000 resultater på netop “seniorliv”. Det giver ikke mening, vel?

Skal du fortsat arbejde og hvor mange timer vil du bruge på at vedligeholde bolig og have samtidig med? Skal det hele være slut nu? Skal tankerne om det kedelige seniorliv uden arbejde styre dig i afgrunden, som en af mine stressklienter talte om den anden dag. Han ringede for at tale om eksistentiel krise og stress over ikke længere at have et meningsfyldt arbejde. Gennem samtaler over et par måneder fandt han frem til, at han gerne ville leve nu – med mindre arbejdstid og flere fornøjelser.

Et par ideer til dit seniorliv

Måske vil du hellere have den økonomiske frihed og blot leve i en lille andelslejlighed, som ikke koster alverden hver måned, således at du kan bruge dine kræfter bedst muligt. Du kan også melde dig ind i ældresagen og tage på dejlige ture med de andre ældre. Måske vil du rejse ud i verden med din mand eller hustru, hvis I har overskud til det. Måske vil du gerne købe det sommerhus, du har drømt om hele livet, og på sigt skifte den store villa ud med masser af luft omkring dig?

Det kan være, at du ønsker at være frivillig i en dejlig organisation som SIND eller Børns Vilkår eller TUBA fx. Læs om alle de frivillige organisationer, som du kan finde. Brug tid på at finde din egen mening og lær noget nyt. Du sætter selv grænserne for, hvad dit liv skal gå med. Måske ønsker du at bruge tid på selvudvikling og træning af krop og psyke. Du har muligheder nok.

Nu er tiden inde til at overveje, hvad du har brug for og måske tage snakken med din ægtefælle, hvis du har sådan en. Ellers kan du overveje om du ønsker en ny livspartner – en god ven, en at rejse sammen med eller blot spise sammen med.

Det er også muligt at melde dig ind i Ældresagen (selvom du ikke synes du er gammel nok). Her er der arrangementer, som kan fylde dig med livsglæde og lærdom. Der er også mulighed for at tage ud på tur med andre enlige og måske møder du spændende mennesker her.

Hvis du har ønsker til at arbejde med dette livsområde, eller du har tekster, som du gerne vil have, at jeg skriver mere om, så skriv endelig. Dit seniorliv er dit – brug det.

En øvelse til dig, som er helt blank på hvad du skal lave, når du går på pension

Find papir og blyant frem.
Skriv dine drømme for de næste 5 år ned – uden censur og uden tvivl.
Nyd denne liste i et par dage.
Så kigger du på, hvad du kan sætte igang allerede nu og hvad der skal modnes lidt. Hvordan kommer du videre? Hvad er næste skridt?

Vil du læse mere om livsplanlægning, så se for eksempel her.

Kærligst, Helene