Skab dit eget gode parforhold

Skab dit eget virkelig gode parforhold

Skab dit eget gode parforhold

Skab dit eget virkelig gode parforhold – hvordan gør du det i virkeligheden

Jeg tror på, at du selv kan gøre rigtig meget for dit liv. Som du kan læse i mine mange blogtekster, har jeg været vidt omkring og alle teksterne hører til i et livsområde. Derfor har jeg også selv arbejdet med livsplanlægning udefra en mængde inspiration, som jeg gerne vil dele med dig her på bloggen. En af de mennesker, som jeg holder meget af at lytte til, når det gælder studier om parforhold er Robert Waldingers TED Talk – om glæde og sundhed i et stort studie fra Harvard University, USA hvor over 700 mænd har deltaget gennem en periode på hele 75 år.

Konklusionerne fortæller, at vi er lykkeligere, når vi har gode tætte  relationer. Punktum. Intet andet.

En anden af mine store inspirationer er Esther Perel, som taler om sårbarhed og utroskab – som rejser rundt i hele verden og fortæller om hendes filosofi omkring nærhed, kærlighed og utroskab – hør for eksempel denne TED talk.

Hvordan kommer du videre med din livsplanlægning og vision

Så hvordan skal vi i dagens danmark bruge denne viden fra to kloge mennesker, som jeg opfatter som meget vigtige i debatten om parforhold. Hvordan kan vi bruge vores urbiologi bedst muligt (den arv, som fortæller, at vi bedst overlever sammen med andre).

Lad mig starte her. Jeg mistede min mor og far midt i 30érne og kort tid efter min ægtemand gennem 12 år. Jeg var nok blevet hængende i ægteskabet, hvis ikke nærhed til skønne naboer og venner havde givet mig muligheden for at se, at der var andre måde at leve sammen på. Med kærlighed og nærhed – med respekt og loyalitet i kærligheden. Med glæde i stedet for dominans og overgreb.

Jeg boede derefter alene voksen i cirka 10 år af mit voksne liv, og idag har jeg en stor vennekreds, som jeg vedligeholder og stadig udbygger. Jeg har en dejlig mand i mit liv, og jeg nyder samvær med børn og børnebørn. Jeg er stolt af det, som jeg har skabt. Både på vennefronten og i mit parforhold. Det kunne jeg ikke have gjort, uden at arbejde bevidst med selvudvikling. Men jeg har haft mange bump på vejen. Misbrug (seksuelt og psykisk), alkoholisme og utroskab er blot nogle af de bump, som jeg har oplevet.

Min historie i “glimt”

Det har selvsagt ikke altid været nemt for mig at have et parforhold og føle mig accepteret. Indeni mig sad en forkert lille Helene, som ikke kunne finde ud af de sociale spilleregler i relationen. Jeg blev mobbet som barn efter en flytning imellem 3 og 4 klasse, hvilket bestemt var med til at skubbe yderligere til denne følelse indeni. Og i mine parforhold har forkertheden fyldt meget. Jeg har dog hele tiden vidst, at jeg ikke ville ende alene og ensom. Det var mit mål og er mit mål. Derfor har nogle af mine delmål handlet om at træne ligeværdighed og jævnbyrdighed som voksen sammen med andre voksne.

Jeg elsker at lære nyt, og andre menneskers livshistorie, holdninger, forståelse af livet og tanker om død – inspirerer mig i den grad. Og jeg valgte at arbejde med vision og mine delmål for parforhold, således at jeg kunne imødekomme mine visioner. I denne blog får du min vision om parforholdet – og lidt inspiration til nogle af de gamle delmål. Men du skal selvfølgelig gå din egen vej, finde dine egne delmål og træne, så brug dem blot som inspiration.

Her gengiver jeg min vision om parforholdet, som jeg holder fast i – som er mit eget ansvar – og som er til fælles glæde for mig og min ægtemand

Jeg glædes mig over mit parforhold og involverer min partner i mit liv og mine tanker. Jeg har nærhed og tryghed, sørger for at bevare kærligheden og kommunikationen og har god sex. Jeg elsker at være sammen med ham, jeg er autentisk med ham og taler med ham om alt. Jeg synes, han er vildt dejlig og jeg har lyst til ham. Jeg er selvstændig i mit forhold. Og vi er jævnbyrdige.

Vi har dejlig varieret sex. Vi bor sammen, således at jeg kan vågne ved siden af ham. Vi rejser ud i verden sammen og rundt i danmark. Jeg føler lykke og ro sammen med min partner i mit vidunderlige parforhold. Jeg bliver gammel sammen med min ægtemand, for vi er gift med hinanden. Jeg bruger tid på at fordybe mig i min partners tanker og giver ham samme mulighed. Vi bruger tid på sjov og ballade sammen.

For at skabe dette i et liv med børn og arbejde kan delområderne og aftalerne ser således ud:

1 Jeg tager initiativ til sex indimellem
2 Jeg inviterer til samtaler om vores fælles fremtid – 30 min maksimum ad gangen
3 Jeg taler om det som gør mig tilfreds /finder ud af hvad det er
4 Jeg sørger for at lægge planer med min mand og overholder dem – den XX.XX.XX
5 Jeg holder fokus på samhørighed og glæde i parforhold – hver dag
6 Øve mig i at udskyde mine behov for at blive hørt og set og mærket (for at skubbe lidt til en gammel overlevelsesstrategi)
8 Jeg vil respektere nej – løbende
9 Jeg træner tanken “jeg har alt”

Øvelse

Ovenstående vision og delmål er selvfølgelig kun til inspiration – for du skal nu selv skrive din vision for parforhold, hvordan du kan arbejde med dine udfordringer, for at skabe det parforhold, som giver dig lykkefølelsen i hverdagen. Det handler kun om nærhed og samvær. Glæde og samhørighed, ligeværdighed og sex. Skab dit eget virkelig gode parforhold allerede idag.

God fornøjelse.
Helene