Angstens ansigt

Hvordan lever din familie med angst?

Jeg holder i øjeblikket kursus for pårørende sammen med min medunderviser. Om det at være pårørende til folk med psykisk sårbarhed. Det fik mig til at tænke over følgende – nemlig at det er så svært for os at bede om hjælp, når livet bliver til noget andet, end det – vi troede på i første omgang.

Angsten for at blive udstødt gør det svært at tale med andre om, hvordan vores familie har det indenfor hjemmets fire vægge. Angstens ansigt bliver alt for tydelig i familier, som har den overbevisning. 

Hjælpen er nær, hvis du tør bede om den!

Der findes hjælp – masser af hjælp – i det offentlige system. Det eneste det kræver er, at vi spørger. Vi skal ikke vente til i sidste hug, for så har angstens ansigt fået så meget tag i os, at bare det at komme ud af døren dræner os. Bare tanken om at skulle bede om noget fra nogen dræner os. Bare det at skulle gå på gaden dræner os. 

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør gå udenfor en dør – det er meget invaliderende. Angstens ansigt har fået så meget tag i den enkelte, at blot tanken om at åbne døren, gå ud på terrassen, gå en tur og handle – bliver svært. For familien er det hårdt, fordi de skal være der – passe på – beskytte og det bliver en ekstra byrde, hvis altså vi taler om, at angstens ansigt skal styre hverdagen. Hvis ikke nogen har fortalt, at angst kan afhjælpes. 

Bange for at miste?

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør miste – det er drænende og udmatter de fleste. Familien bliver hele tiden konfronteret med følelser, som de heller ikke ved, hvordan de skal håndtere. Bare det at vide, at ens nærmeste er bange for at miste dig, kan gøre det svært at gå. Af bekymring for om der nu sker noget med den angste, imens du er væk.

Jeg har mødt mennesker, som er bange for at leve – det er drænende. Som ikke tør andet, end det, der er tillært meget tidligt, nemlig at livet leves bedst i skyggen af det, som andre siger.

Fælles for de fleste er, at det er deres tanker, som stikker af. Og det er til at forstå, med alle de informationer om sygdom, død, ulykke og nære som forlader os, hvis ikke vi opfører os ordentligt. Tænk hvordan samfundet ville være en stor dejlig glædesboble, hvis altså nyheder var positive.

Men hvem gider læse positive nyheder?

JEG GØR!

Og jeg vælger også fra, når jeg mærker nyhedsstrømmen blive for massivt trist. For jeg lever med angstens ansigt. Ikke invaliderende, men det er kun, fordi jeg får medicin for min angst. Jeg mærker forskel og har valgt at give mig selv et velfortjent ferieophold i hjernen for alle de angste tanker, som dukker op i mødet med mine allernærmeste – ikke andre steder.

Det vilde er, at jeg kan mærke forskel. Måske kan du og din pårørende også mærke forskel. Måske er angsten ikke så svær at tale om eller gøre noget ved, hvis blot vi taler om det. Taler med dem, som ikke er bange for angsten. Det hele bliver lidt lettere, når følelserne kan siges højt.

Jeg vil gerne være din angst-partner, uanset om du er pårørende eller selv lider af angst. Det eneste krav er at du har været igennem den offentliges tilbud, altså været hos lægen og er blevet udredt af psykiatrien. Jeg arbejder nemlig “kun” med raske mennesker – men rask er du på medicin eller igennem et forløb hos det offentlige, hvor du alligevel føler, at du mangler noget. Hvis du er pårørende, findes der kurser i det offentlige regi. Måske er det ikke nok for dig, måske mærker du stadig det svære i at rumme og forstå. Det kan jeg hjælpe dig med. Hør om livsplanlægning.

Køb mit online forløb her.

Tag en dejlig dag.

Kærligst Helene