11 Jan 2019

Børn / Krop/psyk

Tænker du nogensinde over, hvordan dine voksne børn har det følelsesmæssigt? Har du overvejet at spørge dem om hvordan deres liv ser ud med deres følelser? Tør du spørge om deres mening om dig som mor eller far? Og tør du lytte længe nok og åbent nok?
 
Her følger en bid af en samtale mellem min klient – en voksen mor og hendes voksne datter.
 
Der er selvfølgelig anonymiseret og mor og datter er indforstået med denne blog.
 
Min klient genfortæller sin datters opringning efter besked om invitation til et arrangement, der muligvis ville falde sammen med barnebarns fødselsdag:
 
“Hun er så ked af det og føler sig svigtet – hun føler sig overset og tænker over om vi overhovedet ikke havde tænkt på lille Sofie… hun græd og græd og græd
– var ked af det og bange for at hendes reaktion i går satte spor i mig og manden…(hun havde sagt måske til at komme til vores arrangement), og var nu bange for vores
reaktion…. og jeg fortalte hende, at vi havde undret os. “Men ogs at vi selvfølgelig havde
tænkt på, om der var fødselsdage i nærheden af vores arrangement”. Og der stoppede jeg med at fortælle. Nogen vil endda sige “forsvare sig”!
 
Moren valgte i stedet blot følgende: at lytte til hende og sige mindst muligt udover “årh” og “jeg forstår” , rummede hendes store sorg over at føle sig svigtet og hun forstod hende.” “Hun forstod hendes følelser.”
 
“Hun kunne mærke hendes følelser i sig – mærke den helt igennem ulykkelige
lille pige, som følte sig svigtet og som var blevet svigtet”.
 
Hun kunne mærke, at hun også følte sig svigtet af sin mor, som troede, at det hun gjorde, var det rigtige – 1t livet skulle leves sådan, som hun havde lært det.“
 
Hun fortæller, at forståelsen for sin datters svigt gjorde at hun kunne lytte:
 
“Så mit barn fik al min kærlighed, al min omsorg, og selvom det var svært at være
mor, svært at lytte, svært at rumme alle de nye følelser, svært at se pa mit liv
med nye briller, så gjorde jeg det bedste, jeg havde lært. “
 
“Hun føler sig stadig svigtet, sagde hun.”
 
Og mor svarede: “Det gør mig ked af det. Jeg tænker over, om jeg kunne have gjort det bedre, skyldfølelsen nager mig. For jeg ville gerne havde gjort det bedre”.
 
For hverken følelser eller ord er farlige. De dræber ikke, de gør os derimod klogere på hinanden,
Moren kom igennem en masse skyld og skam – som ikke helt havde fundet en plads i hende, mens hun sagde følgende:
 
“idag ved jeg, at på mange områder har jeg ikke været dygtig nok som mor. Jeg har ikke turde sætte grænser, ikke kunnet være en tydelig leder, hellere være “ven” med mine børn end at tage ansvar, for jeg vidste ikke hvad det betød”
 
Det er helt vidunderligt og fantastisk at være vidne og sparringspartner til historier som denne.
 
Den helt store “gevinst” kommer, når du som den ældste kan rumme din datter og hendes følelser. For gevinsten er, at du og hun sammen får arbejdet jer op til en ligeværdig
voksen kontakt. Som er guld værd, som er kærlig og relationsopbyggende. Som er hele meningen med livet, hvis du spørger mig.

Skal vi snakkes?

Hvis du har lyst til at bestille et gratis kaffemøde og høre mere om et forløb hos mig, er du mere en velkommen til at kontakte mig.