20 apr 2020

Bevidsthed / Følelser / Krop/psyk / Parcoaching

Samtaler om svære emner og forskellige holdninger

Svære samtaler i hverdagen – hvordan går det med dem hjemme hos jer? Udelader i at tale sammen? hvordan går det med de svære samtaler på jobbet? Undgår du at tale med chefen, hvis du ikke kan klare flere opgaver? At tale sammen om de svære emner kan og er ofte en udfordring, som mennesker i min praksis kommer med. Det er en udfordring at tale om svære emner og dele de forskellige holdninger – uden at føle sig forkert. Det er ligegyldigt om det er indenfor parforhold, på arbejdspladsen eller mellem venner. Det er svært.

Den svære samtale

I fredags var jeg på job – en akut tandlægetur og derefter en akut tur på Rigshospitalet med en mentee. Det gode ved den tur var, at vi så hospitalets effektivitet, vi så tandlægens effektivitet og min mentee blev beroliget. Jeg kunne i den grad godt lide behandlingen. Både hos tandlæge og hos sygehusets personale. Fra indgang, til reception, gennem hallen og op på afdelingen. De gør et stort og nødvendigt arbejde – pædagogisk udført og med stor indlevelse. Tak for jer.

På vejen hjem måtte jeg tage en svær samtale med min mand. Svær fordi han har kroniske sygdomme, som betyder, at han passer ekstra på ikke at blive syg, da Corona vil være meget svær for ham at komme igennem. Svær fordi jeg var dilemmafyldt (den gamle urhjerne vil helst bare snyde her, da følelserne er ubehagelige). Svær fordi jeg skal kunne stole på min mands ærlighed (hvilket jeg heldigvis kan).

Spørgsmålet

Så jeg ringer hjem og fortæller, at jeg har været forbi hospitalet og tandlægen, at jeg har båret maske hele to gange på samme dag, og sprittet, vasket, båret handsker og været i nærheden af potentielt syge. Sådan bare lige…

Samtalen lyder nogenlunde sådan: “hej skat, jeg har været både hos … og på…”vil du have at jeg tager til isolationslejlighed eller kommer hjem?”

Dilemmaet i mig

Bekymringstanker kan stå i kø indeni os, og de mest almindelige hos mig kender du måske også. De kommer nemlig her.

Kan jeg så stole på svaret, han giver mig?

Kan jeg stole på min egen evne til at passe på mig selv og min mand samt alle andre?

Er mit arbejde det værd?

Jeg får jo ikke faretillæg for dennne tur….. så skal jeg gøre det, risikere at blive smittet og smitte andre?

Jeg kan svare ja til alle fire spørgsmål.  

Min mands svar var tøvende for en stund. I den stund er der stille i mig, men sådan har det ikke altid været. Tidligere i mit liv ville jeg have talt r—- ud af bukserne for at undgå stilheden. Men jeg øver mig i at være stille (fordi det gør så godt, også i samtaler). Jeg bliver bedre og bedre til det.

Jeg ville have talt og talt, fordi det var bedre end at mærke frygten for de dårlige følelser i mig. De “dårlige” følelser af ikke at være god nok, ikke at være “en rigtig” hustru, ikke at være hensynsfuld nok… listen er meget længere, men du forstår sikkert hvor jeg vil hen. Det var bedre end at acceptere mig selv som den jeg er. Jeg talte for at undgå at føle mig dum. 

Hvad han svarede?

At han sku ikke rigtigt vidste det… at han synes det var svært… for han handler jo også i løbet af ugen og kan selv påføre sig sygdomme… Men selvfølgelig skulle jeg komme hjem. For vi to holder sammen, i tykt og tyndt.

 

Tag en dejlig dag,

knus fra Helene

22 mar 2020

Coaching / Øvelse

Hvordan håndterer du hverdagen lige nu – midt i Corona krisen?

Jeg taler med mennesker hver dag. Det er ikke lige let for alle at strukturere en hverdag med arbejde, fritid, parforhold og kropspleje samt psykisk pleje. Deres hverdag lige nu er frygtelig. Nogle føler sig ensomme, andre føler sig overbebyrdede med børn, skole, arbejde og det at skulle være hjemme. Nogle mærker kedsomheden, andre frustrationen.

Hvordan kan det være, at hverdagen lige nu er så trykket?

Hvordan kan det være, at hverdagen er svær lige nu?

Hvordan kan det være, at livet bare flyder, når vi ikke ved, hvad der skal ske i morgen?

Mit bud er, at de færreste har lært at leve indrestyret. På den fede måde. At vi ikke ved, hvad vi gerne vil og hvad vi ikke vil. At vi ikke har prøve at arbejde med modstand overhovedet, og at vi derfor ikke kan – dels holde fast i aftaler med os selv, dels sige nej til andre.

Jeg ved jo ikke, om du går og tænker sådan. Idag talte jeg med en på Stresslinien. Om en hverdag, hvor al tid var bundet op på at hjælpe andre. Det kunne være en politimand, en sygeplejerske, en sundhedsfaglig på plejehjem eller andet. Det er ikke vigtigt hvor. Men det er vigtigt, at vi holder fast i at vi har muligheder. Hverdagen lige nu er ikke nødvendigvis hverdagen om en måned.

Hvordan skaber vi muligheder i stedet for begrænsninger?

Jeg tror, at det er forskelligt, alt efter hvem du er. Dem, som jeg taler med har også forskellige problemstillinger. Fra at have svært ved at sige “jeg kan ikke nå mere” til “jeg synes ikke om den stil, vi bruger overfor de indlagte” og “jeg er for syg til at deltage på et møde” og så videre. Omvendt er det de færreste, som ved, hvad de inderst inde gerne vil. Om det er penge, kærlighed eller noget helt tredje, som motiverer dig, så kan det være værdifuldt at sætte sig ned, og kigge på tilfredshed i dit liv. Kigge på, om du går på arbejde, fordi du og din familie har brug for penge, rejser, større have eller om du elsker dele af dit arbejdsliv, fordi det giver dig mening. Vi har alle brug for mening og for at høre til. Din hverdag lige nu afhænger af dine valg.

Mening i dit liv?

Betyder mening i dit liv, at du skal finde din indre motivation eller betyder det, at du vil holde fast i, at meningen er at gå på arbejde selvom “ledelsen er dårlig”, “lønnen er dårlig”, “opgaverne er kedelige”, “opgaverne er spændende” eller noget helt fjerde. Skal du bruge dit samfundssind til at give det, du kan? Hvad betyder mest for dig? og hvordan kan du arbejde med de gode følelser?

Mine bud får du her:

Hold fast i en hverdag – lav en plan og hold den – hver dag lige nu
Hold fast i meningen med dit arbejdsliv lige nu og her
Drøm gerne om noget andet – mere meningsfyldt eller sjovere
Giv dig tid til at skrive ned, hvad du vil om 5 år – om 10 år
Find ud af hvad der er svært for dig, og få hjælp til at løse det

Hvis du vil arbejde med modstand, så find dig et område at starte med, fx at give dig lidt “mig-tid” hver dag (hvis du er typen, der altid gør noget for andre) eller at “finde tid til pause i en presset hverdag” og øv dig… Husk dig selv på, at du har lang tid til at øve dig. Øv dig blot lidt hver dag i at mærke suset, når du siger på arbejdet: “jeg skal lige have 5 minutters pause” eller “jeg spiser min frokost nu” uanset rammerne omkring dig. Følg mig på Youtube, hvor jeg har lagt videoer om mit arbejde.

Til slut

Jeg kender mennesker, som aldrig går på toilet mens de arbejder. Er det sundt? Godt? Værdifuldt for os som samfund? Nej ikke hvis du spørger mig.

Jeg tror, at vi er nødt til at lære at passe meget bedre på os selv, end vi gør på nuværende tidspunkt. Hvorfor? Fordi vi skal leve længere, vi skal igennem krisen sammen og i ensomhed alt efter hvordan vi lever. Er vi singler, har vi måske flere udfordringer end de, som bor sammen med andre. Fordi det føles meget hårdt for os, at være alene. I dette fantastiske mulighedernes land har vi så mange tilbud hver dag, at vi sjældent oplever det at være alene med os selv. Og når krisen kradser som nu, så bliver ensomheden stor og meget ubehagelig.

Vi kan ikke alt. Men vi kan tale sammen, fortælle hvor svært livet er for os. Vi kan tale sammen. Få ideer til det af mig ved at skrive en mail. Vi kan skrive visioner for vores vigtigste livsområder, du kan se nogle af dem, som jeg arbejder med her, og vi kan også hjælpe hinanden.

Ring for sparring, skriv til mig via hjemmesiden. Jeg vil gerne hjælpe dig videre.

Kærligs Helene

Svært møde 18 mar 2020

APV-undersøgelse

Et svært møde med andre!

Hvordan griber du det an?

Det svære møde kan være på skolen, hos lægen, i jobcenter eller med forældre, svigerforældre, som ikke vil lytte. Jeg hører tit folk fortælle, at de “sku ikke vil til det møde med skolen, fordi læreren skal bare ikke true mig” . Eller at de “bare ikke gider bliver ved med at sige det samme”, at “deres svigerforældre fylder meget”. Eller at “min ven er bare irriterende” eller lægen “lytter ikke til mig”. På hospitalet kan vi undlade at fortælle alle symptomer eller bare brokke os over at lægen ikke ved alt. Et svært møde kan også være at ringe til jobcentret og tale med en medarbejder. 

Uanset hvad opgaven i min praksis er, så starter jeg med at finde ind til kernen af problemet. Altså hvad er der sagt, hvad er der hørt, hvad tænker du som klient om samtalen.

Svære relationelle samtaler bygger ofte på, at vi ikke holder fokus på det, som mødet handler om. At vi, som forældre for eksempel , har lært at “skolen er farlig” – at “lærerne er dumme, ikke kan nok” eller  “bare ikke bruger tid nok til mit barn i hverdagen”. Altså fortolkninger. Hvorfor fortolkninger, tænker du måske. 

Jo, fortolkninger er en genial evne, som kun mennesker har. Vi fødes med denne evne, og den udvikles hele livet. Den er god at have, for eksempel når vi kan se på andre, at de er livsfarlige. Når vi som børn kan se på mor og far, at den vej skal vi ikke gå, for det er farligt. Alt hvad vi mener og tror om andre, kan dermed være forestillinger og fortolkninger.

Fortolkninger er ikke altid gode

Hvis vi tager eksemplet med forældre og lærer, så er det bare svært at lytte uden følelser. Forestil dig, at du inden mødet har haft det virkelig svært med at tænke over hvad du skulle sige. Der dukker svage minder op, fra dengang, hvor far, mor og dig var til møde på skolen og far råbte ad læreren. Og idag, når du skal afsted, begynder kroppen allerede at spænde op. Du aner ikke hvad det handler om, du bliver bare allerede sur. Det er kroppens reaktioner, du mærker. Det er et svært møde, du ser frem til.

Når du så sidder sammen med læreren, og hun/han siger noget, der lyder helt skævt i hovedet på dig, så gør du bare, hvad du har lært, råber af læreren. Giver det dig den relation, du ønsker for dig og dit barn? Er det hvad du vil lære videre?

Hvis svaret er ja, så behøver du ikke læse videre. Hvis svaret er “nej”, for jeg vil være en rollemodel for mit barn, så skal du igang med at træne.

 

Hvad skal jeg træne?

Du skal simpelthen træne at trække vejret, skrive ned, hvad læreren sagde – stoppe op – se på ordene – gentage dem for dig selv, og være tålmodig. For over tid vil du helt sikkert mærke lysten til at råbe. Det er ok at mærke – sålænge du ikke handler på det, du mærker.

I Corona tider kan du også træne. Træn at flytte fokus til det, som gør dig glad. Leg med børnene, gå en tur med en af dem, læs gode netbøger, tale med venner via skype eller facebook, gøre nogle nye ting, som lave en fredagsbar online. Kun fantasien sætter grænser, og her kan vi altid spørge de unge mennesker, som sidder foran skærmen alligevel. Hvordan gør de det? Så får vi også talt med en teenager. Det behøver ikke at være et svært møde med teenageren. Tværtimod kan du lære noget.

Hvis du savner sparring, så er du velkommen til at kontakte mig telefonisk eller pr mail. Så får du mine 15 minutter. Du kan også finde andre blogs, under Tag “Krop/psyke” fx, som omhandler dette spændende emne.

Rigtig god fornøjelse med træning,

Kærligs Helene

29 jan 2020

Følelser / Krop/psyk / Lifecoaching

Er selvindsigt det samme som livsglæde?

Kend dig selv og stå stærkt i livet. Selvindsigt hjælper med livsglæden. Selvregulering hjælper vores race mod frygt.

Som menneske er du nødt til at kende dig selv – du er også nødt til at bruge din personlighed, dine værdier og dine følelser. Ellers flyver du rundt og forsøger at gøre andre tilpas – med utilfredshed, manglende selvværd og usikkerhed som faste følgesvende… gør selv rækken af følelser længere.

Når vi er små, har vi som udgangspunkt forældre til at fortælle os om reglerne i familien og samfundet. Vi lærer af vores forældre, hvordan vi skal opfører os. De voksne bestemte. For en tid. Når vi bliver voksne, skal tilpasningen gerne blive mindre og mindre, indtil vi som 18 årige og derover selv har ansvar for vores følelsesliv, vores adfærd og vores tanker.

Det er bare ikke altid, sådan verden ser ud. Verden er præget af uforudsigelighed, forandringer og svære relationer samtidig med et ønske om at lede sig selv.

Derfor er vi afhængige af at kende os selv, at kunne indgå i gode relationer og være i stand til at tale sammen – med det biologiske fundament, at vi skal kunne samarbejde i flokken. Du må kunne reflektere over dine relationer, dig selv og din adfærd. Du er nødt til at lære at lære, lære at være bevidst til stede for at kunne vælge, hvad du ønsker at tage med fra din egen opvækst og ind i voksenlivet.

At kende sig selv handler allermest om at kende egne vaner, adfærd og holdninger samt følelser. Lær det – kend dig selv – og bliv en bedre udgave af dig.

Lær dig selv at kende

Vi har en fantastisk evne til at lære. Vi fødes – hjælpeløse – med alle muligheder åbne. Vores evne til at lære var helt i top, da vi var små, hvor vi (forhåbentligt) blev mødt af kærlighed og omsorg, tryghed og anerkendelse fra vores forældre (vores allerførste ledere). Vi lærte meget af den relation, som vi tager med os ind i voksenlivet og bygger videre på.

Det, du lærte tidligt i livet er derfor blevet til automatiske og ubevidste vaner. Oftest ved du ikke, hvad du tager med dig fra din tidlige læring. Derfor er det sandsynligvis sådan, at du styres af dine tidlige tillærte og ubevidste vaner.

Hvorfor er det vigtigt?

Af ihvertfald to grunde. Hvis du vil være en god leder i dit eget liv, må du lære dine ubevidste vaner at kende og du må vælge, hvilke nogle du har brug for og hvilke nogle du gerne vil skifte ud med nye vaner. De nye vaner kan du lære at fokusere på, for de gamle vaner kan ikke aflæres, og ihvertfald slet ikke dem, som du ikke ved, at du har, så kan du livet igennem lære nye vaner, gode vaner, som kan styrke dig og vise dig vej.

Vaner kan være både gode og dårlige, og de er aldrig enten eller. For eksempel kan det være godt at tage ansvar. OG ja, du skal tage ansvar for dit eget liv, og dine børns (0-18 år) liv, men derefter skal du kunne slippe. Realistisk set har alt for mange mennesker i dag vaner, der indbefatter at leve igennem voksne børn, gamle forældre eller veninder. Hvor blev der så plads det, at de andre selv fik mulighed for at tage deres del af ansvaret. Hvor blev der plads til dig og dine interesser. Hvis ikke du lærer at give slip, så risikerer du selv at blive overbebyrdet.

Og ja, dine værdier bliver udfordret

Dine værdier er dit helt personlige vejkort over det, som dit liv har lært dig. For at kunne lede dig selv må du kende dine værdier. Selvom du kan opleve, at du deler værdier med din mand, dine børn, dine veninder og andre i dit liv, så vil du også indimellem blive udfordret på netop værdierne.

Selvfølgelig vil du blive udfordret. Fordi andre har andre værdier end dig – men også fordi værdier kan forståes og fortolkes forskelligt. Nogle gange har du og dine omgivelser ligefrem forskellige opfattelser af, hvordan værdier kan realiseres. At være leder i dit eget liv handler derfor også om at finde løsninger, der kan bøje værdierne mod hinanden og mødes i den “rigtige” verden.

De praktiske løsninger kan derfor udfordre dig til at finde nye værdier. For eksempel er mange kvinder gode til at “arrangere og hygge om andre” og deres følelser er præget af kærlighed, anerkendelse og ligeværdighed. Det kan være svært foreneligt i relationen med andre, fordi du som leder i eget liv kan være nødt til at agere med fokus på landets love og de spilleregler (moral og holdninger), som samfundet har. For eksempel regler om at betale skat. Her skal du som kompetent voksen kunne holde fast, selvom andre ikke gør det. Kan du ikke det, er sandsynligheden, at du kommer til at mistrives.

At du kender dig selv og dine værdier er forudsætningen for, at du kan se, når du bliver udfordret. At kende dig selv er afgørende for, at du finder ud af, hvordan du vil tackle sammenstød. For sammenstød er en del af livet. De kommer – uanset hvad.

Din fremtid kræver viden om og evne til at regulere følelser

Du kan ikke nøjes med at være kærlig, sød og flink i dag. Hverken i parforholdet, i samspil med dine børn eller sammen med veninder. Du er nødt til at være klog på følelser og relationer – både dine egne og andres. Du er nødt til at vide, at angsten har en årsag, at bekymringer nogle gange er reelle og skal tages alvorligt.

Emotionel Intelligens (EQ) handler om at kunne fornemme og regulere følelser i forhold til dig selv og de andre. For eksempel at kunne finde ud af, hvorfor dine nærmeste mistrives, og hvorfor du mistrives.

Følelserne er vores indre kompas og de giver os et unikt billede af, hvad vi skal gøre. Vi kan opleve handlingslammelse eller tvivl, hvis vi ikke bruger det følelsesmæssige kompas bevidst. Og det kan også blive rigtig usundt for os selv og de nærmeste, hvis vi lader os styre blind af de spontane følelser.

Mange af os er gode til at fornemme og tilpasse os i samspil med andre mennesker. Men de færreste ved langt mindre om egne følelser og mangler evnerne til at regulere sig selv følelsesmæssigt. Det er en problem, at opleve øget kontrol i nogle områder og manglende kontrol i andre områder. For eksempel når jobcentret udøver deres magt, kan det føles kontrollerende. Her er det dog vigtigt at kunne regulere følelsen af øget kontrol og samarbejde. Det er alt for udmattende både at være alt for kontrolleret eller for styret af indre impulser. De indre impulser kan gøre det svært at tale med en sagsbehandler uden at råbe.

Som menneske med høj EQ kan du handle hensigtsmæssigt i nuet, hvis du er bevidst om dine egne følelser. Det kræver at du kan genkende dine allerinderste følelser OG handle relevant på baggrund af disse.

For at blive bevidst om dine følelser, kan du øve dig i at være bevidst opmærksom på dem. Det kræver masser af tid, tålmodighed, fokus og ofte også professionel hjælp. For du skal nemlig lære dig selv at give dig en pause, hvor du kan opdage, hvad du føler og dernæst vælge, hvordan du vil håndtere den impuls, du modtager – i stedet for bevidstløst at reagere.

Næste gang du mærker angsten, uroen eller prikken i din krop, så giv dig selv en pause til at mærke efter. Mærk om du er glad, lykkelig eller irriteret og overvej, hvordan og hvor meget du vil gøre ved det. Mærk efter om du handler i overensstemmelse med en indre urhjernes impuls (at være aggressiv for eksempel) eller om der er en vejovervejet værdiopfyldt vane bagved.

Der er ikke en smutvej til at lære dig selv at kende

At blive et bevidst menneske kræver tid – ligesom en opvask i hånd kræver tid. Du skal lære dig selv at kende rent følelsesmæssigt – for bevidst at kunne vælge din balance i livet, som den person, du vil være.

Du kan ikke læse dig til et bedre selv – ej heller til udvikling af din emotionelle intelligens. Du er nødt til at arbejde bevidst med dig selv i relation til dine omgivelser. Gode samtaler med venner i trygge omgivelser er helt nødvendige. En professionel coach eller psykoterapeut eller mentor er ofte gavnlig og kan bidrag med en faglighed, som udfordrer dig mere kvalificeret både individuelt, men også sammen med andre.

Den dybe indsigt i dig selv er dog allermest afgørende. Der er mange veje at gå for dig: personlige udviklings og mentorforløb som coaching eller terapi, mindfulness og yoga, natur og romaner, filosofi og kunstoplevelser er bare nogle af dem.

Vil du lære mere, så hør for eksempel min podcast om bevidsthed.

 

Du kan også beslutte dig for at arbejde med mig. Læs om Psykoterapi og coaching  her.

23 okt 2019

Bevidsthed / Følelser / Krop/psyk / Lifecoaching

Angstens ansigt

Hvordan lever din familie med angst?

Jeg holder i øjeblikket kursus for pårørende sammen med min medunderviser Janie Hansen. Om det at være pårørende til folk med psykisk sårbarhed. Det fik mig til at tænke over følgende – nemlig at det er så svært for os at bede om hjælp, når livet bliver til noget andet, end det – vi troede på i første omgang. Angsten for at blive udstødt gør det svært at tale med andre om, hvordan vores familie har det indenfor hjemmets fire vægge. Angstens ansigt bliver alt for tydelig i familier, som har den overbevisning. 

Hjælpen er nær, hvis du tør bede om den!

Der findes hjælp – masser af hjælp – i det offentlige system. Det eneste det kræver er, at vi spørger. Vi skal ikke vente til i sidste hug, for så har angstens ansigt fået så meget tag i os, at bare det at komme ud af døren dræner os. Bare tanken om at skulle bede om noget fra nogen dræner os. Bare det at skulle gå på gaden dræner os. 

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør gå udenfor en dør – det er meget invaliderende. Angstens ansigt har fået så meget tag i den enkelte, at blot tanken om at åbne døren, gå ud på terrassen, gå en tur og handle – bliver svært. For familien er det hårdt, fordi de skal være der – passe på – beskytte og det bliver en ekstra byrde, hvis altså vi taler om, at angstens ansigt skal styre hverdagen. Hvis ikke nogen har fortalt, at angst kan afhjælpes. 

Bange for at miste?

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør miste – det er drænende og udmatter de fleste. Familien bliver hele tiden konfronteret med følelser, som de heller ikke ved, hvordan de skal håndtere. Bare det at vide, at ens nærmeste er bange for at miste dig, kan gøre det svært at gå. Af bekymring for om der nu sker noget med den angste, imens du er væk.

Jeg har mødt mennesker, som er bange for at leve – det er drænende. Som ikke tør andet, end det, der er tillært meget tidligt, nemlig at livet leves bedst i skyggen af det, som andre siger.

Fælles for de fleste er, at det er deres tanker, som stikker af. Og det er til at forstå, med alle de informationer om sygdom, død, ulykke og nære som forlader os, hvis ikke vi opfører os ordentligt. Tænk hvordan samfundet ville være en stor dejlig glædesboble, hvis altså nyheder var positive.

Men hvem gider læse positive nyheder?

JEG GØR!

Og jeg vælger også fra, når jeg mærker nyhedsstrømmen blive for massivt trist. For jeg lever med angstens ansigt. Ikke invaliderende, men det er kun, fordi jeg får medicin for min angst. Jeg mærker forskel og har valgt at give mig selv et velfortjent ferieophold i hjernen for alle de angste tanker, som dukker op i mødet med mine allernærmeste – ikke andre steder.

Det vilde er, at jeg kan mærke forskel. Måske kan du og din pårørende også mærke forskel. Måske er angsten ikke så svær at tale om eller gøre noget ved, hvis blot vi taler om det. Taler med dem, som ikke er bange for angsten. Det hele bliver lidt lettere, når følelserne kan siges højt.

Jeg vil gerne være din angst-partner, uanset om du er pårørende eller selv lider af angst. Det eneste krav er at du har været igennem den offentliges tilbud, altså været hos lægen og er blevet udredt af psykiatrien. Jeg arbejder nemlig “kun” med raske mennesker – men rask er du på medicin eller igennem et forløb hos det offentlige, hvor du alligevel føler, at du mangler noget. Hvis du er pårørende, findes der kurser i det offentlige regi. Måske er det ikke nok for dig, måske mærker du stadig det svære i at rumme og forstå. Det kan jeg hjælpe dig med. Hør om livsplanlægning.

Køb mit online angstforløb her.

Tag en dejlig dag.

Kærligst Helene

 

 

04 jun 2019

Børn / Familie / Krop/psyk

I den tætte relation er der altid skyldfølelse…

I den tætte relation er der altid skyldfølelse…

Hørte jeg forleden dag en mor sige – og lad mig dvæle lidt ved betydningen i forhold til voksne børn, der er flyttet hjemmefra eller på vej hjemmefra.

Skyldfølelse betyder nemlig ifølge ordbogen: en følelse af dårlig samvittighed over, at man er skyld i noget.

Dårlig samvittighed over, at man er skyld i noget.

Når jeg hører ordet skyldfølelse, tænker jeg tilbage til den gang i 2006 hvor jeg startede med at læse igen… For der var skyldfølelse hverdag for mig. Over at mine børn havde lidt i deres opvækst, skyldfølelse over at jeg var skyld i alle de kvaler, som mine børn havde i dag.

Min mentor underviste mig i biopsykologien omkring skyldfølelse: at den er beregnet til, at vi beskytter, leger og drager omsorg for vores børn, mens de er børn – samt at vi i stigende grad alt efter deres formåen, giver slip på omsorgsrollen, legen og læringsrollen, så de kan blive selvhjulpne voksne.

Jeg har indimellem besøg af skyldfølelsen – senest for et par uger siden. Den kigger forbi – fordi en af de voksne siger noget. Så titter den frem igen…

Men hvor går grænsen egentlig?

Kan vi komme til at overbeskytte vores børn, fordi vi ikke kan lide at have skyldfølelsen?

Ja, det kan vi!

Når vi ser på de voksne mennesker, vi har i vores liv – hvis vi kigger på, hvem de er blevet til, og hvordan de lever deres liv, og det giver os skyldfølelse, så ved jeg af erfaring at vi kan få lyst til at flyve fra den ubehagelige følelse. For ingen lærer os at give slip på den – eller – jeg har ihvertfald ikke lært det hjemmefra, må jeg konkludere. Jeg vidste ikke dengang, at skyldfølelsen var et grundvilkår som kom sammen med barnet… en følelse som skulle hjælpe mig som mor med at gøre det, som var bedst for mit barn. Da de var børn.

Jeg vidste ikke, at målet med at opdrage børn – netop er – at de skal blive selvforsørgere og selvhjulpne.

Som forældre til voksne børn har vi dog brug for at se skyldfølelsen i øjnene for vores egen skyld. Vi skal ikke bruge den til for evigt at lade os styre af den. Vi skal ikke bruge den tilsat overkompensere i de voksne børns liv. Vi skal turde give slip og lade dem komme til os. Lade dem leve deres eget liv, som de synes det er rigtigt. Og elske det, som er.

Også hvis de har diagnoser, er syge eller udfordret på anden vis. Vi skal turde tro på, at de godt kan selv. Det giver frihed. Det giver glæde. Det giver nærhed på den lange bane.

Tør du?

Ellers er du velkommen til at ringe for sparring.

Kærlig hilsen
Helene

Køb gavekort til

 

"dit mentale 360 graders check" 

Få et psykisk sundhedscheck i disse corona tider.