Par med voksne børn – har du lyst til nærhed tilbage i parforholdet?
Nærhed i det gamle parforhold kan være erstattet af pc, tv og bøger.
Dette blogindlæg er til dig, som er den ene part i et forhold. Du har opdaget, at du tænker på hvor meget du savner nærhed, at gøre noget sammen, at du savner sex eller initiativ. Måske glædede du dig til alle de mange dejlige aktiviteter og timer, du og din partner kunne have sammen, når børnene var fløjet fra reden. Men du er i vildrede og aner ikke, hvordan du skal bede om det, du savner. Nærheden er blevet lidt væk for dig.
Du er havnet det rette sted
Jeg vil dele mine erfaringer med dig om det at ændre adfærd. Fordi det hjælper digmed at skabe det liv, som du mærker, at du har brug for – selvfølgelig med respekt for din livspartner.
Mine erfaringer med at ændre adfærd
Jeg har igennem livet haft en livsdrøm om at være i et dejligt nærende parforhold med kærlighed, sex, nærhed, varme og samhørighed. Desværre måtte jeg bryde ud af mit første ægteskab – da vi ikke kunne blive enige om aftaler på nogle områder. Vi havde en sproglig kamp om penge, aftaler, dagligdag og mad og opdragelse.. kort sagt var vi ikke enige om ret meget. Vi blev heller ikke enige om det undervejs. Heller ikke at få hjælp til det. Og det fundament duer ikke – måtte vi sande efter 12 års ægteskab. Erfaring er der nok af herfra. Blandt andet, at vi begge skal have lyst til at tale sammen og være nærværende.
Nærhed i det gamle parforhold
Kender jeg selvsagt ikke så meget til. For jeg har ikke været heldig at møde den eneste ene første gang. Men jeg har øvet mig en masse med de klienter, som kommer hos mig. Og jeg har øvet mig i de efterfølgende forhold. For der gik en periode med at finde mig selv. Jeg fandt ind til kernen af den kvinde, som jeg gerne ville være. Meningen med mit liv og frem for alt nærhed til mig selv. Jeg havde partnere, som lærte mig en masse. Den vigtigste lektie er at min egen adfærd skaber livet – det jeg gør, det jeg siger og den jeg er, betyder bare så meget for hvordan jeg har det i mit parforhold, som bliver nødt til at indeholde kommunikation, aftaler og lyst til hinanden – i en skøn mixet blanding.
Jeg tænker, at de få, det lykkedes for – er heldige, dygtige eller har haft nogle gode læremestre gennem livet. Dem som lever sammen på 20., 30., eller 40. år. Resten af os må bruge lidt tid på at lære nye vaner og tanker.
Hvordan gør man så det – træner nærhed
Du kan selv påvirke dit forhold ved at gøre noget andet end det, du plejer. Hvis det er svært for dig at bede om hjælp eller et kram, kan du øve dig. Hvis du savner at rejse, kan du aftale med din mand, at I bruger en dag på at planlægge jeres næste rejse sammen eller hvis du savner tid sammen med din mand, kan du aftale dette. Med respekt – selvfølgelig. Din mand kan være et andet sted og ikke havde overskud, tid eller lyst. Friheden til at kunne spørge om det, du har brug for, er noget der kan trænes hele livet. Mange af de kvinder, som jeg har kendt igennem livet har en overbevisning om, at “manden kan da se på mig, hvad jeg vil”. Han kan da bare gøre det. Men – jeg har nyheder. Det kan han altså ikke.
Hvis du synes at jeres voksne parforhold mangler nærhed
Bliver tiden brugt på fjernsyn, ekstra arbejde, løbetræning eller erstatter du tiden med computeren i stedet for at fylde dit liv med fælles aktiviteter og nærhed? Måske vil du bruge lidt tid på at få sparring til at genfinde glæden over tiden i tosomhed? Måske du vil nyde at sætte spotlys på din egen rolle i parforholdet.
Ring til mig, hvis du har lyst til at gøre noget andet for dig og for dit parforhold.
Kærligst Helene