Min nærmeste er handikappet

Min nærmeste er handikappet, så hvordan kan vi det – være sammen om både det gode og det dårlige?

Mit barn må leve resten af livet med et handicap?

Med psykisk eller fysisk handikaps? Med usynlige diagnoser eller synlige diagnoser? 

I min verden er forpligtelsen overfor sine børn livslang. I hjertet vil de altid være hos os. De er vores kød og blod. Det er helt klart, at vi skal bakke ud af forældreansvaret, når de som voksne er nået til et sted i deres liv, hvor de er tilfredse og ikke længere har så meget brug for os.

Og hvordan gør vi så det? I en nul-fejl kultur, hvor alle tv-udsendelser og billeder på standere viser lykkelige mennesker, som altid ser godt ud. Som laver om på sig selv med botox og operationer, med plastic og pænt tøj. Med store villaer og lækre biler? 

Lykkelig uden ydrestyring

Det kan lade sig gøre at være lykkelig uden ydrestyring. Det kan lade sig gøre at lære sine børn, at livet skal leves ikke som en sammenligning, men som en original. Hver gang. En biologisk original, som formes gennem den sociale arv og stadig som voksen har sine originale træn – og som insisterer på selvstændighed, lykke, selvværd og originalitet. Men min nærmeste er handikappet? hvordan forestiller du dig at vi kan leve et lykkeligt liv, når alt ramler sammen omkring os? Eller måske vil vi slet ikke se handikappet, den psykiske eller usynlige lidelse, som der tales om, som om vi blot skal leve et normalt liv og så glemme alt om sygdom.

Hvordan?

Ja – i min verden er det at give slip på det perfekte i forhold til andres liv det allervigtigste. At give slip på forestillingen om hvordan de andre lever. At acceptere sig selv fuldstændigt. At acceptere sin familie med alt det, som er anerledes. Jeg siger ikke, at det er nemt eller let. Men handikappede og psykisk sårbare er blot en etiket, som vi har “opfundet” eller fundet, fordi vi kan.

Vi har et genialt samfund (selvom der kunne findes bedre løsninger rundt omkring). Vi har et samfund, som tror på hver enkelts potentiale. Indtil den dag, hvor vi skal ud på arbejdsmarkedet, i skole eller i institution. Så opdager vi alle virkeligheden. Den slår hårdt ned på mennesker, som er anerledes. Ligesom i biologien hvor det  “kun” er de bedste, som overlever. De oplever det hver dag. At det at være anerledes bliver en forhindring for dem. Det er lige meget om det er et psykisk eller fysisk handikap.

Den biologiske arv

Det er som om den tunge biologiske arv forfølger os – ubevidst selvfølgelig. For vi ved, at de “rigtige” følelser er dem, der støtter enhver, som omfavner enhver og som samler de “svage op”. Både som samfund og i handikap konventionen støtter vi op om alle slags mennesker. Som der står på Netdoktor.dk ” Det er vigtigt at understrege, at der ikke noget galt med en person med en funktionsnedsættelse – det er samfundets barrierer, der skal nedbrydes.”

Læs mere om rettigheder fx. ved at søge på Handikapkontentionen. Desværre tror verden og rigtig mange mennesker idag, at de synlige og usynlige handikaps er noget, som skal gennes væk. Men sådan behøver det ikke at være.

Det kan godt trænes!

Hvis du er omgivet af mennesker, som hver dag holder fast i det “normale” og på blandt andet den måde føler, at dine nærmeste/handikappede/psykisk sårbare eller andre udenfor normen, hvad gør det så ved dig? Kan du stå fast? Eller svinger du mellem at føle dig anerledes, forkert, afvist eller føler du skyld over at være forældre til et menneske, der ikke kan bidrage til samfundet på samme måde? Vil du helst pakke alt sygdom væk og “blot” leve så normalt som før? Uden at få støtte fordi stoltheden raser i dig? 

Så tilmeld dig en af de næste grupper for forældre til handikappede eller psykisk sårbare, for at træne noget nyt. Så du fremover bedre kan vælge. Eller bestil en tid og få en samtale omkring lige netop dine ønsker og drømme.

Kærligst Helene