04 Jun 2019

Børn / Familie / Krop/psyk

Hørte jeg forleden dag en mor sige – og lad mig dvæle lidt ved betydningen i forhold til voksne børn, der er flyttet hjemmefra eller på vej hjemmefra.

Skyldfølelse betyder nemlig ifølge ordbogen: en følelse af dårlig samvittighed over, at man er skyld i noget.

Dårlig samvittighed over, at man er skyld i noget.

Når jeg hører ordet skyldfølelse, tænker jeg tilbage til den gang i 2006 hvor jeg startede med at læse igen… For der var skyldfølelse hverdag for mig. Over at mine børn havde lidt i deres opvækst, skyldfølelse over at jeg var skyld i alle de kvaler, som mine børn havde i dag.

Min mentor underviste mig i biopsykologien omkring skyldfølelse: at den er beregnet til, at vi beskytter, leger og drager omsorg for vores børn, mens de er børn – samt at vi i stigende grad alt efter deres formåen, giver slip på omsorgsrollen, legen og læringsrollen, så de kan blive selvhjulpne voksne.

Jeg har indimellem besøg af skyldfølelsen – senest for et par uger siden. Den kigger forbi – fordi en af de voksne siger noget. Så titter den frem igen…

Men hvor går grænsen egentlig?

Kan vi komme til at overbeskytte vores børn, fordi vi ikke kan lide at have skyldfølelsen?

Ja, det kan vi!

Når vi ser på de voksne mennesker, vi har i vores liv – hvis vi kigger på, hvem de er blevet til, og hvordan de lever deres liv, og det giver os skyldfølelse, så ved jeg af erfaring at vi kan få lyst til at flyve fra den ubehagelige følelse. For ingen lærer os at give slip på den – eller – jeg har ihvertfald ikke lært det hjemmefra, må jeg konkludere. Jeg vidste ikke dengang, at skyldfølelsen var et grundvilkår som kom sammen med barnet… en følelse som skulle hjælpe mig som mor med at gøre det, som var bedst for mit barn. Da de var børn.

Jeg vidste ikke, at målet med at opdrage børn – netop er – at de skal blive selvforsørgere og selvhjulpne.

Som forældre til voksne børn har vi dog brug for at se skyldfølelsen i øjnene for vores egen skyld. Vi skal ikke bruge den til for evigt at lade os styre af den. Vi skal ikke bruge den tilsat overkompensere i de voksne børns liv. Vi skal turde give slip og lade dem komme til os. Lade dem leve deres eget liv, som de synes det er rigtigt. Og elske det, som er.

Også hvis de har diagnoser, er syge eller udfordret på anden vis. Vi skal turde tro på, at de godt kan selv. Det giver frihed. Det giver glæde. Det giver nærhed på den lange bane.

Tør du?

Ellers er du velkommen til at ringe for sparring.

Kærlig hilsen
Helene

Skal vi snakkes?

Hvis du har lyst til at bestille et gratis kaffemøde og høre mere om et forløb hos mig, er du mere en velkommen til at kontakte mig.