Angst 08 okt 2021

Følelsesmæssig intelligens og personligt lederskab

Sikke en overskrift, ikke? Fra unormal til normal med en diagnose. Pyhhh – det er helt vildt for mig at skrive det her. For nu er der “ingen vej tilbage”… og i de gode gamle dage (for 10 år siden) ville jeg slet ikke have været i stand til at sige det højt eller skrive noget ned. For jeg troede, at mine følelser var “rigtige”. Jeg troede at jeg oplevede sandheden. Men sådan er det ikke helt, når man  har angst. Bekymringerne fik overhånd og gjorde det meget svært at leve et normalt liv. Fordi ængstelse over økonomi og symptomer fik taget magten over mig. Fordi jeg ikke troede, at jeg var god nok som partner og som mor. Læs mere her om selve sygdommen.

Jeg hedder Helene, jeg er 57 år og jeg lever med generaliseret angst. I dag har jeg valgt at skrive om sygdommen og hvordan det hele startede. Det er mine oplevelser og kun mine. Min bevidsthed om det liv, jeg har levet. Mine historier – udfra min hukommelse. Men jeg starter med idag.

Generaliseret angst i dag – i 2021

Jeg tror på, at alle følelser er ok. Også dem, som gør mig bange. Jeg lever et balanceret liv med min mand, hvor jeg holder øje med dagens form og indhold. Jeg har lært gennem psykoterapi, at kigge fremad og indad, når det gavner mig. Men ind imellem fylder historien noget. Og jeg kan komme til at dykke ned i områder, som stadig fylder mig med angst. For eksempel sygdom.

Jeg har fået diagnosen “generaliseret angst” og tager hver dag medicin. For jeg mærker forskellen i hverdagen, hvis jeg blot glemmer det i 3 dage. Jeg begynder at “diskutere” unødvendige emner med mine nære og jeg bliver så ked af det. Angsten for at miste bliver fremtrædende og jeg kigger efter tegn med det samme. Så det gør jeg ikke mere. Altså holder op med medicinen. For som min mand siger; “du vil jo aldrig bede mig holde op med at tage medicin for hjertet, vel?” Jeg er blevet god til at høre mig selv og andre – til at integrere det i mit liv (hvis jeg skal ) – og til at føle mine følelser.

Forskellen er stor. Mega stor. Jeg tør stå op for mig selv, jeg tror på mig selv og jeg er stærk nu. Er det normalt eller unormalt?

Sådan har det ikke altid været

Mit liv har ikke været let. Bestemt ikke. Jeg oplevede at være bange allerede tidligt i livet på grund af smerter i maven. Jeg oplevede at blive kaldt besværlig, når jeg ikke havde overskud til at tage med ud. Jeg oplevede at jeg blev så bange for andre mennesker, at jeg som 19 årig ikke kunne komme ud af døren og til fest – at jeg senere hen forstærkede alle tankerne om, at folk ville os noget ondt OG det gjorde mig angst og ensom. Jeg var bange for min mands reaktioner. Og jeg havde noget at have det i. Han slog mig aldrig – han slog “kun” i væggen lige ved siden af mit hovede. Det kunne godt gøre mig bange. 

Sprækkerne til sundhedspersonalet

Lægen reagerede ikke og sendte mig ikke videre, selvom vi i min hukommelse var der ofte. Lægen opdagede ikke, at jeg havde en alvorlig mave-tarm sygdom. Jeg tror, at lægen “så” overflade. Ligesom jeg selv gjorde. Depressionen i midten af 20érne og mine fysiske symptomer forvirrede og gjorde billedet uklart. Ligesom min holdning til autoriteter og medicin også spillede ind. Senere hen, når jeg gik til lægen, blev jeg godt nok videresendt til en psykiater, men der var ikke nogle gode overgange eller nogen, som sagde til mig: “hey, du ville have god gavn af at komme til nogle møder eller i en gruppe”. Jeg har selv været primus motor hele vejen.

Da jeg fik diagnosen

Var jeg så træt af at være bange. Jeg havde i flere år haft det skidt, når jeg skulle være adskilt fra min kæreste. Jeg græd meget og var utryg. Det sagde jeg bare ikke til lægen før jeg opdagede, at jeg nok var mere end almindeligt bange. Det skete langsomt, altså opdagelsen, mens jeg arbejdede som mentor. Det jeg lærte om psykisk sårbarhed i forbindelse med mine mentees, kunne jeg også selv genkende.

Så jeg gik til lægen, for at have nogle samtaler med hende. Og efter anden eller tredje samtaler siger jeg selv “jeg tror jeg har angst og jeg vil gerne medicineres”. Hun var enig med mig og vi sammensatte en plan for medicinering og optrapning af Sertralin, som jeg har fået siden.

Da jeg kom hjem, var jeg så lettet. Jeg mærkede efter tre dage, at medicinen virkede. Dog ikke uden bivirkninger som kvalme og utilpashed generelt. Det varede cirka 14 dage. Så var de også væk. Og jeg kunne med sikkerhed og ro sige, at jeg var tilfreds med livet og den hverdag, som jeg havde skabt for mig selv.

Jeg ved desværre, at mange har problemer med bivirkninger. Ligesom frygten for at blive “afhængig” kan spille ind for modvilje mod medicinering. Jeg har selv været end af dem, som lyttede til alle de historier, for i min familie er det “farligt”. På den måde er jeg også en first-mover, som tør være åben.

Min nulevende overbevisning er at: 
Kun jeg kan føle, hvad jeg føler. 
Alle følelser er gode, også de dårlige. 
Jeg tager ansvar for alt, hvad jeg gør og ikke gør, føler og tænker, sanser, siger og ikke siger.

Fremtiden som fortæller

Jeg glæder mig over at være med til at fortælle åbent omkring psykisk sårbarhed og generaliseret angst. Lad os komme igang med at afmystificere diagnoserne og glæde os over at være dem, vi er. Helt normale mennesker, der reagerer på unormale forhold eller sansninger.

Har du i din virksomhed eller i dit netværk brug for en ambassadør, en first-mover eller bare mig og min historie, så læs videre her. Du kan også booke tider hos mig her.

Kærligst Helene

Vil du have 15 minutter gratis?

Hvis du har lyst til at bestille et gratis kaffemøde og høre mere om et forløb hos mig, er du mere end velkommen til at kontakte mig. Du får intens opmærksomhed i 15 minutter i min klinik eller på telefon. Skriv, ring, send en ven – gør det nu!