At blive syg og samtidig fastholde arbejdet

Er du blevet syg og kan se frem til en lang afslapning/genoptræningsperiode?

Så læs gerne med her, hvor jeg fortæller lidt om de begrænsende og negative tanker, som jeg havde. Dem som spændte ben for det arbejdsliv, jeg gerne ville have. Læs også gerne med og få gode ideer til, hvordan du kan blive ved med at være en ressource for din arbejdsgiver.

Jeg blev syg af flere omgange – jeg nævner blot to her. At fastholde arbejde under sygdom er som regel ok for de fleste. Under corona er det dog også blevet tydeligere, at vi i Danmark går på arbejde, selvom vi er forkølede eller har andre “ok” sygdomme. Jeg har flere mennesker i praksis, som nævner, at det har været svært at blive hjemme – i selvisolation – fordi de normalt aldrig er syge. Tanker som “jeg kan jo ikke blive hjemme”, “tænk hvis de andre vidste det om mig”… kan fylde uforholdsmæssigt meget.

Det er ikke denne almindelige sygdom, som jeg taler om. For vi ved godt, når det tager længere tid end normalt at komme sig. Det kan være alvorlig sygdom i bevæge apparatet eller det kan være alvorlig sygdom i psyken. Så kan vi få brug for at tænke i at fastholde arbejde under sygdom. Eller at fastholde os selv i en svær periode af livet.

Min første omgang langvarig sygdom

Den første omgang var. da min far døde. Jeg havde en periode efterfølgende, hvor jeg “gik i sort”, når jeg havde sendt mand og børn afsted om morgenen. Det varede indtil de kom hjem igen. I den periode var jeg sygemeldt og havde svært ved at acceptere med mig selv, at det var nødvendigt. Jeg følte ikke, at jeg ydede optimalt. Jeg følte mig ubrugelig og dum og uprofessionel.

Min arbejdsgiver, Novo Nordisk Engineering, var heldigvis rigtig gode til at håndtere den slags. At støtte til fastholdelse af arbejdet under sygdom og livskriser. Min chef og jeg lavede aftaler om, hvor meget jeg kunne arbejde. Fra at arbejde 100% fokuseret hver dag, kunne jeg maksimalt arbejde 40% hver dag, både i antal timer og i arbejdsydeevne. Det betød, at jeg slet ikke var så hurtig, som jeg plejede at være. Det betød også, at nogle af mine kolleger blev ekstra pressede, for de havde samme forventninger til, at jeg ydede optimalt, som før min far blev syg og døde. Jeg kan kun anbefale, at du taler med chefen om hvordan I kan sige det højt, at du har svært ved at yde det samme som andre.

“Jeg følte mig virkelig som en kryster og en ikke samarbejdsvillig kollega…”

Dengang følte jeg mig virkelig som en kryster. Jeg følge mig som en ikke samarbejdsvillig kollega, og det medførte konflikter. Vores chef løste disse meget professionelt ved at kalde os ind og lave aftaler med os. Jeg fortsatte med det lave niveau indtil jeg var helt på plads og det var en stor trøst for mig, at jeg havde chefens opbakning. Hvis du kigger efter i de følelser, som jeg beskriver, er fællesnævneren, at jeg slog mig selv i hovedet med de gamle tillærte tanker.

At jeg var ubrugelig og dum, uprofessionel og kryster, usamarbejdsvillig. Det var svært for mig også at acceptere at føle sådan. Jeg brugte forsvarsmekanismer til at håndtere min hverdag. For eksempel diskuterede jeg med min kollega om opgaverne. Både løsning og intensitet. Jeg valgte at sladre om andre, og ved at flygte fra disse ubehagelige følelser med søvn.

Næste omgang var da jeg faldt på cyklen

Denne gang var jeg blevet selvstændig og havde en periode, hvor jeg skulle supplere min indtægt med en timeansættelse hos en institution. På vej til jobsamtalen faldt jeg på cyklen og kom galt afsted. Mit knæ var simpelthen blevet skadet voldsomt. Det tog næsten 1,5 år og to kikkertoperationer, før jeg kunne få gavn af genoptræning og før jeg kunne starte med at arbejde igen. Jeg var så ked af det i den periode. Jeg vidste ikke noget om, hvordan jeg skulle være tålmodig og efter første operation gik jeg bare derud af, så meget at mit knæ hævede konstant.

Lægen og min kæreste forsøgte tålmodigt at lære mig at acceptere:

når knæet hævede, så var det, fordi jeg havde overbelastet det.

Men min utålmodighed og frygt for aldrig at blive helt rask igen havde stort tag i mig og derfor hørte jeg ikke efter.

Opgave til dig, der gerne vil fastholde arbejde under sygdom

Med et enkelt værktøj (accept) kan du komme langt – ved blot at acceptere, at det går som det går, at følelser er følelser og de kommer og går ligesom skyer på himlen. Sygdom kan vi ikke selv bestemme, men vi kan gøre meget for at have det ok imens.

Kodeordet er accept. Accepter følelser og tanker! Accepter at du i perioder arbejder med en anden intensitet. Bed om hjælp, hvis det er for svært. At fastholde jobbet på denne måde virker langt bedre, end at gøre det på baggrund af frygt. Denne følelse rummer alt det, som gør os bange for ikke at være “ok”. Den er ok som følelse (vi ville jo ikke blive i nærheden af den store løve men flygte af frygt for at dø). Samtidig er frygten for at miste arbejdet ind imellem det, som gør, at vi ikke tager snakken med chefen. At vi blot forsøger at gå på arbejde og kæmper den indædte kamp mod smerter og træthed og følelser, som nogle gange skal have deres plads.

Min hjælp er lige ved hånden

Vil du have min hjælp til at løse opgaven, så ring eller skriv! Klik her. Vil du købe timer og komme igang med at arbejde, så klik her. Du behøver ikke mærke stressen for at komme igang. Arbejdet med dig selv kalder vi enetime arbejde. Du kan komme for en enkelt opgave i et livsområde eller du kan bestille den fulde gennemgang af din livssituation. Du kan vælge at lade virksomheden betale og du kan selv betale. Blot giv mig besked.

Kærligst Helene