05 Dec 2019

Børn / Familie / Krop/psyk / Lifecoaching / Parforhold / Venner

Julen er hjerternes fest, ikke?
Vi vil alle så gerne have en jul, der er varm, omsorgsfuld og nærværende. En jul, der ligner reklamernes spejling af de lykkelige mennesker, som smiler til hinanden, som holder om hinanden, som viser næstekærlighed og som har alt, hvad hjertet begærer.
 
Lyder det som din drøm?
 
Jeg har lige afsluttet et forløb for pårørende til syge og sårbare mennesker, og ved du hvad det allervigtigste for dem var? At have en relation. At få mulighed for at være til stede i deres nærmestes liv og være med til at støtte og hjælpe dem. Ligesom julebillederne.
 
Ikke alt bliver dog, som vi går og drømmer om. Nogle gange er livet en hård nyser – vi tror på det bedste i alle vores nærmeste relationer og vi gør alt, hvad vi kan. Alligevel går det ikke som vi drømte om. De nærmeste vil helst være fri for kontakt. De nærmeste har for travlt i juletiden og resten af året. De nærmeste er vrede og skuffede.
 
Nogle af de pårørende havde ikke stor kontakt med deres nærmeste, og var kede af det, da de startede. Men undervejs skete der det, at de fik undervisning i Livshjulet, som er mit ynglingsværktøj – og det gav dem mulighed for at kigge på tilfredshed med andre livsområder… Det hjalp dem med at se hvor de kunne gøre noget andet. Det hjalp dem med at finde tilfredshed i livet. Det hjalp dem med at få øje på deres eget liv og de muligheder, som findes hos os alle.
 
Undervisning i relationsarbejde er en af mine spidskompetencer. Jeg kender til alle aspekter af brud og opbygning. Hvis du har en nærmeste, som du gerne vil have kontakt med, så ring og lad os starte et samarbejde.
 
Julen kan være udviklingens fest!
23 Oct 2019

Bevidsthed / Følelser / Krop/psyk / Lifecoaching

Angstens ansigt

Jeg holder i øjeblikket kursus for pårørende sammen med min medunderviser Janie Hansen. Om det at være pårørende til folk med psykisk sårbarhed. Det fik mig til at tænke over følgende – nemlig at det er så svært for os at bede om hjælp, når livet bliver til noget andet, end det – vi troede på i første omgang.

Der findes hjælp – masser af hjælp – i det offentlige system. Det eneste det kræver er, at vi spørger. Vi skal ikke vente til i sidste hug, for så har angsten fået så meget tag i os, at bare det at komme ud af døren dræner os. Bare tanken om at skulle bede om noget fra nogen dræner os. Bare det at skulle gå på gaden dræner os. 

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør gå udenfor en dør – det er meget invaliderende.

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør miste – det er drænende.

Jeg har mødt mennesker, som er bange for at leve – det er drænende.

Fælles for dem alle er, at det er vores tanker, som stikker af. Og det er til at forstå, med alle de informationer om sygdom, død, ulykke og nære som forlader os, hvis ikke vi opfører os ordentligt. Tænk hvordan samfundet ville være en stor dejlig glædesboble, hvis altså nyheder var positive. Men hvem gider læse positive nyheder?

JEG GØR!

Og jeg vælger også fra, når jeg mærker nyhedsstrømmen blive for massivt trist. For jeg lever med angstens ansigt. Ikke invaliderende, men det er kun, fordi jeg får medicin for min angst. Jeg mærker forskel og har valgt at give mig selv et velfortjent ferieophold i hjernen for alle de angste tanker, som dukker op i mødet med mine allernærmeste – ikke andre steder.

Det vilde er, at jeg kan mærke forskel. Måske kan du og din pårørende også mærke forskel. Måske er angsten ikke så svær at tale om eller gøre noget ved, hvis blot vi taler med de rette mennesker. Altså dem, som ikke er bange for angsten. Det hele bliver lidt lettere, når følelserne kan siges højt.

Jeg vil gerne være din angst-partner, uanset om du er pårørende eller selv lider af angst. Det eneste krav er at du har været igennem den offentliges tilbud, altså været hos lægen og er blevet udredt af psykiatrien. Jeg arbejder nemlig “kun” med raske mennesker – men rask er du på medicin eller igennem et forløb hos det offentlige, hvor du alligevel føler, at du mangler noget.

Tag en dejlig dag.

Kærligst Helene

25 Jun 2019

Lifecoaching / Øvelse / Venner

At vælge venner fra …

Et venskab er i min verden en ligeværdig kontakt – betinget af, at vi hver især har lyst til at mødes, til at lytte til hinanden og til at “være” noget for hinanden. Det må ikke forveksles med ubetinget kærlighed, for det får vi kun fra vores forældre.

Venskabet er altså betinget af, at vi vil hinanden noget. Hvad det er, er meget forskelligt fra menneske til menneske. Nogen kan godt lide at surfe sammen, nogle kan godt lide at tale om filosofiske emner, nogle igen kan godt lide at rejse sammen. Det særlige ved venskaber er netop, at vi har brug for venner, vi har brug for at være sociale, vi har brug for både at le, grine, lære nyt (hvis vi vil) og vi kan også bare være os selv sammen med venner. Biologisk er venskaber med til at berige vores liv, til at sørge for at udvikling og at sørge for glæde i livet.

Nogle gange bliver venskabet for besværligt. Det kan for eksempel være, at du giver en masse til dine venner, både af din tid og af dine midler. Det kan give en ubalance. Måske føler du, at du har givet mere end du får igen. Måske føler du, at du har gjort det længe og dermed har givet mere, end du egentligt havde. Kun du kan mærke denne ubalance. Kun du kan ændre på den. Ved i første omgang at trække dig, så du ikke bliver “misbrugt” og opdage, hvordan ændringen påvirker dig.

Det vigtige skridt er taget, for nu kan du mærke, om du føler dig brugt og træt. Hvis du er træt og brugt, så fortsæt med at sige nej, når veninden eller vennen ringer for at få din tid eller din opmærksomhed. Det kan være svært, men det kan trænes. Du styrer selv, hvor meget du vil “misbruges”.

Hvis venskabet mellem dig og vennen er sundt, vil der hermed være en bedre balance mellem jer, og du kan fremover igen vælge at gå ind i og ud af – de situationer, som kræver din tid eller andet, alt efter om du har lyst eller ej. Selvom nogle af os har lært, at vi skal være der når tingene er svære, så behøver venskaber ikke at være sådan.

Nogle af os har lært, at venskabet er ubetinget – altså at vi altid kan trække på vennen. Og hvis du er en af os, så har du mange ubehagelige følelser – skyld og skam forbundet med at sige nej, når din ven ringer eller skriver eller kommer forbi.

Hvis venskabet er usundt, så kan din ven begynde at spørge om “du da ikke kan forstå ham eller hende”, om “du slet ikke kan lide mig mere”, om “alt det jeg har gjort for dig måske ikke er noget værd”, “varer det så længe før vi kan ses igen” og så videre…. det er her, hvor du kan spørge dig selv, om du ønsker en relation baseret på skyld og skam? Eller om du hellere vil vælge din ven fra nu.
Fakta er at venskabet er dårligt for dig, når du fyldes af disse følelser. Så er det på tide at tage stilling til, om du har den rette relation til din ven.

Rigtig god øvning. Ring gerne, hvis du har brug for specialist råd!

Kærligst Helene

22 Jan 2018

Børn / Krop/psyk / Lifecoaching / Økonomi

Din famile skælder dig hele tiden ud…

Det foregår hele tiden og du ved ikke hvad du skal stille op med det. Du føler dig stadig som et lille barn, og tiden er altså inde til, at I snart får en anden relation til hinanden.

Rent biologisk er det sådan, at vi fødes hjælpeløse og fuldstændig afhængige af vores forældre. De drager omsorg for os, lærer os op, underviser i etik og moral for den del af verden, som vi befinder os i – og i takt med at vi bliver ældre, slipper de oplæringen, fordi vi er blevet selvhjulpne.

Forestil dig en fugl, der har lært at flyve og skal se, om vingerne kan bære. Deres fuglemor og far står ikke hele tiden bagved og signalerer “du må heller have en hjælpende hånd”, for ellers går det galt. Næh, de slipper dig løs og du må selv ud og se, om de vinger kan bære. For de ved instinktivt, at de har lært den lille fugleunge det, de kan lære den. Resten skal den ud og opdage.

I vores del af verdenen er det mere normalt, at vi “holder” for længe fast i vores børn. Det virker som en skræmmende verden at lukke dem ud i, og vi kan tro, at vi kun kan beskytte dem – ved at hjælpe dem, ved at brokke os over systemet, som ikke hjælper dem på samme måde, som vi synes de skal, og ved at låne dem penge samt tøj og fornødenheder – og vi gør dem en bjørnetjeneste ved at beskytte dem og låne dem penge til mad, tøj og fornøjelser. For hvornår skal de så lære at stå på egne ben?

Vi holder fast i, at vi ved bedst, og derfor kan vi komme op og skændes med dem. Når de forsøger at se om vingerne kan bære, og kommer hjem for at fortælle om deres erfaringer, er vi ikke sene til at sige, Hvad sagde jeg? Du kan da heller ikke passe på dig selv… eller noget i den dur.

Vi forsøger at belære dem om holdninger, selv efter de er flyttet hjemmefra og dermed lader vi dem i stikken. Vi vil hellere skændes med dem end at give dem magten for deres eget liv tilbage.

Bare fordi vi som forældre er så bange for at føle, at vi er bange for at miste. Bange for at føle os forladte eller bange for at give slip. Tænk hvis vi blev ensomme. Men er det fair at fastholde sit barn i den fælde? Ikke hvis du spørger mig. Det er meget mere ansvarligt som forældre at løsne grebet (også det følelsesmæssige) lidt efter lidt og erkende, at de jo skal flytte hjemmefra på et tidspunkt.

Øvelse:

Hvis du som forældre til et ungt menneske skændes meget med ham eller hende, så øv dig i at stoppe op inden du taler…. Øv dig i at stoppe talestrømmen og se hvad der sker.

22 Jan 2018

Følelser / Krop/psyk / Lifecoaching

Følelserne – hvad kan vi dog bruge dem til

Følelserne er vores kerne. Følelser har vi for at overleve. Vi er født med biologiske følelser, mange af slagsen, og de allesammen nuancerer vores liv og vores sprog. De skal ikke undertrykkes, men forståes og accepteres, som det budskab, de er. Et budskab til dig om dig.

Nogle af os har dog lært, at ikke alle følelser er “gode”, at vi ikke må være sure, gale, agressive eller For glade. For så larmede vi for meget, fyldte for meget, var For meget.

Jeg har haft svært ved nogle følelser, de forbudte følelser var dem, som belastede min mor og far og jeg lærte tidligt at se, hvad der gjorde dem glade og kede af det. Og jeg tilpassede mig for at overleve. Hvilket er helt naturligt – som barn.

Jeg var meget tit ked af det som barn. Jeg havde ondt i maven og min mor og far tog mig med til lægen, som ikke kunne finde nogle fejl i mig og som sagde til mine forældre, da jeg blev teenager “helene skal bare have det godt”. På vejen hjem talte vi om hvad det betød. Og på en eller anden uforklarlig måde har jeg oversat det, de sagde til: du HAR det jo godt, kan du så ikke lade være med at være så besværlig hele tiden. Underforstået – hold nu op med at mærke din krop og føle angsten for at være syg. Det faldt mig ikke ind dengang, at de måske blot prøvede at berolige mig. For jeg mærkede stadig, at det gjorde ondt og følte mig ikke spor rolig. Men jeg tilpassede mig og lærte at undertrykke smerter rigtig godt.

Hvordan kan det være, at følelserne af angst var nemmere for mig at håndtere end at føle mig besværlig? Der er et simpelt svar til det. Jeg havde ikke lært at acceptere mig selv, når jeg var besværlig. For min mor og far accepterede ikke, når jeg var besværlig. Så simpelt er det. Derfor undertrykte jeg smerten i kroppen, undertrykte følelsen af at være bange. Jeg vidste ikke bedre.

Ligemeget hvad vi har lært som børn, kan vi ændre dette senere i livet. Når vi opdager, at noget ikke er hensigtsmæssigt. Når vi, som jeg gjorde – holdte op med at ryge og begyndte at mærke kroppen igen. Så kunne jeg meget nemmere mærke – hvilket i starten var frygteligt smertefuldt, men jo mere jeg lærte om min krop, jo bedre blev jeg til at passe på den.

Det er sådan, at kun jeg kan føle, hvad jeg føler. Jeg er forskellig fra min arv og mit miljø. Jeg kan ikke vide, hvad alle andre føler, og andre (mine forældre) kan kun gætte på, hvad jeg føler. Alt det jeg mener om andre – alt det jeg tror om andre – er fortolkninger og forestillinger. De er naturlige og kaldes projektioner – de er en naturlig del af vores kreativitet. Jeg ved ikke, hvad der foregår i andre.

Dette skriver jeg ikke for at klandre mine forældre for at have svigtet mig. Jeg skriver det kun for, at du som læser kan forstå, at du har et ansvar for, hvordan du som voksen håndterer de svigt, fejlopdragelser, den vold, endda de projektioner eller andet, du måtte have oplevet. Jeg ved godt, at vi som mennesker bedst kan have, hvis vi kan give andre skylden. Jeg tror bare ikke længere på det. Fordi jeg har mærket det på egen krop, hvordan de tidligere svigt i mit liv har sat sig og hvordan jeg ved at arbejde målrettet med det i et godt mentor forløb – har kunnet lære mig selv at følelser er ok – også dem jeg troede, var “dårlige”.

15 Jan 2018

Arbejde / Arbejdsstress / Bevidsthed / Krop/psyk / Ledelsecoaching / Lifecoaching / Medarbejder coaching

At blive syg og ikke kunne arbejde med det samme længere

Er du blevet syg og kan ikke længere se dig selv i samme branche og med samme erhverv, så har du sikkert oplevet at tænke på, hvad du så skal bruge din tid på, hvad du egentligt evner, og måske tænker du, så er det bedste nok en pension, for så slipper jeg for at have jobcenteret på nakken. De stresser mig, de er deciderede onde og de vil kun presse mig ud i noget, jeg ikke kan. Hverdag læser jeg historier om hvordan de jæger folk og det vil jeg ikke udsættes for.

En af de mennesker, jeg har arbejdet sammen med i mentor/mentee forløb havde været langvarigt syg og skulle nu efter genoptræning til at finde ud af, hvad hun skulle arbejde med fremover. Vi aftalte et forløb, hvor primært fokus var at skrive ansøgninger med tekst, som var langt mere sælgende og et cv, som afspejlede det, hun gerne ville fremover, mere end hendes lange erfaring. Grunden til det ændrede fokus var, at min erfaring siger, at det allervigtigste arbejde med at åbne op og lære nyt er, at tage fat i, hvad vi kan i dag. Jeg bruger styrketesten til dette arbejde, for den giver nogle gode sætninger til at holde fast i det, vi rent faktisk kan. Og fjerner fokus fra det, vi ikke kan.

Det allervigtigste arbejde er at kigge på alle de kompetencer, som du har også i det frivillige liv – helt bredt – og uden fordomme. Og det næste er at acceptere at du ikke kan det samme mere, hverken fysisk eller psykisk. Dit fokus bør være på livskvalitet fremfor regler og rammer – for det hjælper dig med at finde det nye job.

Øvelse:

Skriv dine tanker ned lige nu …
Vurder om de støtter dig fremad mod nye udfordringer og en livsglæde i hverdagen.
Hvis de ikke støtter dig, så skriv nye tanker ned.
Vælg hver dag at kigge på disse nye tanker.

Hvis du har brug for støtte – inspiration til jobsøgning efter sygdom eller stress, så ring gerne.