05 Dec 2019

Børn / Familie / Krop/psyk / Lifecoaching / Parforhold / Venner

Julen er hjerternes fest, ikke?
Vi vil alle så gerne have en jul, der er varm, omsorgsfuld og nærværende. En jul, der ligner reklamernes spejling af de lykkelige mennesker, som smiler til hinanden, som holder om hinanden, som viser næstekærlighed og som har alt, hvad hjertet begærer.
 
Lyder det som din drøm?
 
Jeg har lige afsluttet et forløb for pårørende til syge og sårbare mennesker, og ved du hvad det allervigtigste for dem var? At have en relation. At få mulighed for at være til stede i deres nærmestes liv og være med til at støtte og hjælpe dem. Ligesom julebillederne.
 
Ikke alt bliver dog, som vi går og drømmer om. Nogle gange er livet en hård nyser – vi tror på det bedste i alle vores nærmeste relationer og vi gør alt, hvad vi kan. Alligevel går det ikke som vi drømte om. De nærmeste vil helst være fri for kontakt. De nærmeste har for travlt i juletiden og resten af året. De nærmeste er vrede og skuffede.
 
Nogle af de pårørende havde ikke stor kontakt med deres nærmeste, og var kede af det, da de startede. Men undervejs skete der det, at de fik undervisning i Livshjulet, som er mit ynglingsværktøj – og det gav dem mulighed for at kigge på tilfredshed med andre livsområder… Det hjalp dem med at se hvor de kunne gøre noget andet. Det hjalp dem med at finde tilfredshed i livet. Det hjalp dem med at få øje på deres eget liv og de muligheder, som findes hos os alle.
 
Undervisning i relationsarbejde er en af mine spidskompetencer. Jeg kender til alle aspekter af brud og opbygning. Hvis du har en nærmeste, som du gerne vil have kontakt med, så ring og lad os starte et samarbejde.
 
Julen kan være udviklingens fest!
23 Oct 2019

Bevidsthed / Følelser / Krop/psyk / Lifecoaching

Angstens ansigt

Jeg holder i øjeblikket kursus for pårørende sammen med min medunderviser Janie Hansen. Om det at være pårørende til folk med psykisk sårbarhed. Det fik mig til at tænke over følgende – nemlig at det er så svært for os at bede om hjælp, når livet bliver til noget andet, end det – vi troede på i første omgang.

Der findes hjælp – masser af hjælp – i det offentlige system. Det eneste det kræver er, at vi spørger. Vi skal ikke vente til i sidste hug, for så har angsten fået så meget tag i os, at bare det at komme ud af døren dræner os. Bare tanken om at skulle bede om noget fra nogen dræner os. Bare det at skulle gå på gaden dræner os. 

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør gå udenfor en dør – det er meget invaliderende.

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør miste – det er drænende.

Jeg har mødt mennesker, som er bange for at leve – det er drænende.

Fælles for dem alle er, at det er vores tanker, som stikker af. Og det er til at forstå, med alle de informationer om sygdom, død, ulykke og nære som forlader os, hvis ikke vi opfører os ordentligt. Tænk hvordan samfundet ville være en stor dejlig glædesboble, hvis altså nyheder var positive. Men hvem gider læse positive nyheder?

JEG GØR!

Og jeg vælger også fra, når jeg mærker nyhedsstrømmen blive for massivt trist. For jeg lever med angstens ansigt. Ikke invaliderende, men det er kun, fordi jeg får medicin for min angst. Jeg mærker forskel og har valgt at give mig selv et velfortjent ferieophold i hjernen for alle de angste tanker, som dukker op i mødet med mine allernærmeste – ikke andre steder.

Det vilde er, at jeg kan mærke forskel. Måske kan du og din pårørende også mærke forskel. Måske er angsten ikke så svær at tale om eller gøre noget ved, hvis blot vi taler med de rette mennesker. Altså dem, som ikke er bange for angsten. Det hele bliver lidt lettere, når følelserne kan siges højt.

Jeg vil gerne være din angst-partner, uanset om du er pårørende eller selv lider af angst. Det eneste krav er at du har været igennem den offentliges tilbud, altså været hos lægen og er blevet udredt af psykiatrien. Jeg arbejder nemlig “kun” med raske mennesker – men rask er du på medicin eller igennem et forløb hos det offentlige, hvor du alligevel føler, at du mangler noget.

Tag en dejlig dag.

Kærligst Helene

12 Jun 2019

Børn / Familie / Krop/psyk / Venner

Hvis du ind imellem oplever skuffelse, så sig tak!

Tak til den anden, den som skuffede dig, den som ikke så dit behov på forkant. Den som hjalp dig med at føle den følelse. Du ved ikke, hvad der foregår hos den anden.

Skuffelse er en bragende god følelse, sig også tak fordi du evner at mærke den. Sig tak fordi dit følelsesliv ikke er et mørkt og lukket land. Alle følelser er gode. De har et budskab til dig. Din skuffelse skal måske hjælpe dig med at finde ud af, at du har et ubehandlet behov.

Tag derefter ansvar for skuffelsen, den følelse som sker, fordi du er dig. Du kan hvad du har lært, og det som du ikke kan, er blot noget, du ikke har lært. Skuffet betyder ifølge min ordbog: gøre nogen ked af det ved ikke at opfylde deres forventninger. Derfor – i min verden – er første skridt, at du mærker dine forventninger og sætter ord på dem.
Som oftest har vi ikke fået sat ord på vores forventninger og dermed bliver det svært at leve op til dem – for andre. Det kan sagtens være, at du har lært følgende: “hvis ikke hun selv kan se det, så er det lige meget”, men det er nu engang meget svært, ja faktisk umuligt at læse andre menneskers tanker.

Så..

Hvis du mærker skuffelsen over, at din mor ikke ringer til dig tit nok, så fortæl hende at du gerne vil tale med hende, ring til hende!

Hvis du mærker skuffelsen over, at din mand eller hustru ikke giver dig et kram, når du har brug for det, så spørg om krammet selv.

Hvis du mærker skuffelsen over, at du ikke kan tale med dit barn på en ok måde, så træn kommunikation selv eller med en anden, hvor du beholder følelserne hos dig selv, hvor du fortæller om dig selv, og hvor du tager ansvar for, hvad du har lyst til. Og hvor du accepterer, at dit barn ikke har lyst til at være med.

God arbejdslyst.
Helene

04 Jun 2019

Børn / Familie / Krop/psyk

I den tætte relation er der altid skyldfølelse…

Hørte jeg forleden dag en mor sige – og lad mig dvæle lidt ved betydningen i forhold til voksne børn, der er flyttet hjemmefra eller på vej hjemmefra.

Skyldfølelse betyder nemlig ifølge ordbogen: en følelse af dårlig samvittighed over, at man er skyld i noget.

Dårlig samvittighed over, at man er skyld i noget.

Når jeg hører ordet skyldfølelse, tænker jeg tilbage til den gang i 2006 hvor jeg startede med at læse igen… For der var skyldfølelse hverdag for mig. Over at mine børn havde lidt i deres opvækst, skyldfølelse over at jeg var skyld i alle de kvaler, som mine børn havde i dag.

Min mentor underviste mig i biopsykologien omkring skyldfølelse: at den er beregnet til, at vi beskytter, leger og drager omsorg for vores børn, mens de er børn – samt at vi i stigende grad alt efter deres formåen, giver slip på omsorgsrollen, legen og læringsrollen, så de kan blive selvhjulpne voksne.

Jeg har indimellem besøg af skyldfølelsen – senest for et par uger siden. Den kigger forbi – fordi en af de voksne siger noget. Så titter den frem igen…

Men hvor går grænsen egentlig?

Kan vi komme til at overbeskytte vores børn, fordi vi ikke kan lide at have skyldfølelsen?

Ja, det kan vi!

Når vi ser på de voksne mennesker, vi har i vores liv – hvis vi kigger på, hvem de er blevet til, og hvordan de lever deres liv, og det giver os skyldfølelse, så ved jeg af erfaring at vi kan få lyst til at flyve fra den ubehagelige følelse. For ingen lærer os at give slip på den – eller – jeg har ihvertfald ikke lært det hjemmefra, må jeg konkludere. Jeg vidste ikke dengang, at skyldfølelsen var et grundvilkår som kom sammen med barnet… en følelse som skulle hjælpe mig som mor med at gøre det, som var bedst for mit barn. Da de var børn.

Jeg vidste ikke, at målet med at opdrage børn – netop er – at de skal blive selvforsørgere og selvhjulpne.

Som forældre til voksne børn har vi dog brug for at se skyldfølelsen i øjnene for vores egen skyld. Vi skal ikke bruge den til for evigt at lade os styre af den. Vi skal ikke bruge den tilsat overkompensere i de voksne børns liv. Vi skal turde give slip og lade dem komme til os. Lade dem leve deres eget liv, som de synes det er rigtigt. Og elske det, som er.

Også hvis de har diagnoser, er syge eller udfordret på anden vis. Vi skal turde tro på, at de godt kan selv. Det giver frihed. Det giver glæde. Det giver nærhed på den lange bane.

Tør du?

Ellers er du velkommen til at ringe for sparring.

Kærlig hilsen
Helene

02 Jun 2019

Bevidsthed / Krop/psyk

Sygdom kan samle familien.

Denne historie er smuk på sin helt egen måde. Nogle gange skal vi blot helt derud, hvor alting vender og hvor de nære kommer til at blive endnu mere nære. Historien handler om en mand, hvis hustru bliver meget syg – alvorligt syg. Det var så hårdt at bære – og han var helt alene i smerten og i pasningen af hende.

Han havde en hverdag, hvor han tog på arbejde efter at have siddet hos hende og sagt godmorgen. Når arbejdsdagen var slut, så tog han tilbage til hospitalet, hvor hun lå. For at sidde hos hende, for at trøste hende, for at være nær, mens aftenen var værst. Når hun faldt i søvn, tog han hjem. Ordnede det mest vigtige, spiste lidt mad og skyndte sig i seng. Dette stod på i mange uger og til sidst var han lidt slidt.

Under en af de mange samtaler med hustruen taler de om familie, både hans og hendes. Talen om hans bror gjorde lidt ondt, for det var mange år siden, de rigtig havde talt sammen. De havde ikke rigtig noget tilfælles og han var ikkehelt glad for at ringe. Men hans hustru bad ham gøre det. Måske fordi hun vidste, at det ville lette lidt på hans store sorg over sygdommen hos hende. Måske fordi hun havde mærket længe, at han savnede kontakten.

Ihvertfald – han besluttede sig til at ringe – ringe til sin bror, som han ikke havde talt med i mange år. Hvordan skulle han starte? Hvad skulle han sige? Hvad ville broren tænke?

Alt dette forberedte vi os på, ved alt skrive ned, hvad han troede ville ske. Derefter arbejdede vi med at skrive svarene, som jo kun kan være gætterier. Men det hjælper med at blive skarpe i samtalen. Det hjælper os med at blive autentiske – og det har vi så megen brug for.

Autencitet er en styrke, som vi alt for sjældent bruger idag. Ægthed er en mangelvare. For det gør ondt nogle gange, det er ubehageligt, det er følsomt og sårbart. Jeg taler ikke om den ægthed, som nogle sammenligner med “jeg-skal-da-sige-alt-hvad-der-er-i-mig”, for det mener jeg slet ikke.

Skulle han fortælle, at han savnede sin bror?
Skulle han fortælle, at han var blevet såret, dengang for længe siden, da broren havde sagt noget sårende til en fødselsdag?
Skulle han lægge ud med at fortælle, at hans hustru var dødeligt syg og at han havde brug for sin bror?

Vi trænede flere scenarier inden opkaldet – for at han fik lejlighed til at mærke sin ægthed og sin autencitet og sine følelser. For at han fandt ud af, hvor de dybe følelser fortalte ham. Han savnede deres historie. Han savnede at have et menneske tæt på, som kendte ham godt og vidste, hvor han kom fra. Vi trænede det at have en voksen-kontakt, uden de følelsesmæssige ubehageligheder, som svigt og skyldfølelse giver. Svigt i sådan et tilfælde med to brødre hører ikke hjemme – det har som regel mere at gøre med et svigt tidligere i livet.

Han fik trænet det vigtige, nemlig hvad der var vigtigt i hans opkald: “at han fik fortalt at han savnede brorens selskab og deres historie”, at “han havde behov for aflastning og en skulder” blandt andet.

Behøver jeg at sige, at broren tog godt imod opkaldet?

Har du en nær pårørende, som du savner, og som du ønsker at have tæt på igen, så øv dig for eksempel sådan her:

Lad de gamle historier af svigt ligge (imellem jer skal i altså ikke tale om det mere)
Fortæl hvordan du føler – med tanke på det, som du ønsker fremover
Når der dukker “gamle følelser” og tanker op, så skriv dem ned for dig selv – i stedet for at sige det hele højt.

Rigtig god træning.

Kærlig hilsen
Helene

15 May 2019

Arbejde / Familie / Krop/psyk / Venner

Svigt – hvad er det?

Jeg bliver ofte spurgt om svigt. For eksempel fortæller en mig, at venner der har syge pårørende, kan svigte ved at være nødt til at melde fra i aktiviteter, som de før havde tid til at deltage i.

En anden fortæller at hun føler sig svigtet, fordi veninden ikke kom med suppen i en travl tid. “Det ville hun selv have gjort, siger hun”

Svigt betyder i følge ordbogen: “ikke at holde det, man lover eller skylder nogen”

Jeg personligt lever et liv, som er indrestyret. Derfor har jeg holdt fokus på at være tilgivende og forstående, fordi jeg dybest inderst inde godt ved, at venner, der har travlt i perioder, kommer tilbage. Fordi venner, der har det meget travlt – også kommer tilbage.

Prøv at forestil dig, hvilken lettelse det ville være for dig at tænke over det. Tænk hvis du kunne give slip på burde og skulle og skylder. Tænk hvis kunne sige “”pyt” indeni dig selv, når følelsen af svigt kommer!

Jeg hører ofte om ledere, som ifølge medarbejderen ikke interessere sig for dennes arbejde og simpelthen ikke ved, hvad han eller hun laver. Føler du dig svigtet på arbejdet af din leder, så handler det højst sandsynligt om, at du ikke får tænkt over din arbejdsmængde og hvad du kan nå. Kan du som medarbejder gøre noget for at ændre på dette? Ja – øv dig i at nedskrive dine arbejdsopgaver, så du til næste MUS samtale kan fortælle din leder om den arbejdsdag, der er fyldt med opgaver.

Udeboende børn kan være langt væk fra os i bevidstheden og derfor have svært ved at huske os eller kontakte os. Har du nogensinde spurgt dine voksne børn, om de har lyst til at være en del af dit liv – også efter de selv er blevet voksne? har du tænkt over, hvordan jeres relation kan være? Skal i mødes tit? Kunne det være rart at synge sange sammen, gå en tur, fortælle historier fra levet liv og dele følsomme oplevelser med dem, som står dig nærmest?

Du føler dig måske svigtet af dem lige nu. Hvad gør du, når du føler dig svigtet?

Det kan være så varmt og befriende at lytte til sine voksne børn – virkelig lytte og prøve at forstå dem – uden at ændre på noget – uden at gøre dem til små børn igen, de små børn som har brug for råd. Tænk – de skal nok selv spørge, hvis de har behov for at få et godt går. Uanset om de er syge (både fysisk og psykisk), så kan du ikke længere redde dem. Du kan hjælpe dem, hvis de gerne vil have det – og du kan så igen tænke over, om du “kommer til” at hjælpe så meget, så du intet liv har selv. Så er det højst sandsynligt blevet til en ubalance i dit eget liv.

Uanset om du føler dig svigtet hjemme i privaten eller på arbejdet, så vid, at det blot er en følelse. Den er ikke farlig, den er!

Du kan beslutte dig for, hvad du vil gøre i hver enkelt situation, som jeg har skrevet om ovenfor. Beslut dig for, som den voksne, at vise dine “børn” hvordan livet kan leves. Ved at være en sparringspartner, ved at stå ved dine egne behov. Grænsen går ved overbeskyttelsen. I arbejdslivet går grænsen for eksempel ved, at du er begyndt at tænke, om arbejdet fylder for meget af tiden i dit liv, om opgaverne skal hastes igennem, om du tænker, at det ikke hjælper at sige noget.

Du kan også ringe for sparing, hvis din følelse af svigt eller overbeskyttelse har taget overhånd i dit liv.

Kærlig hilsen
Helene