23 Oct 2019

Bevidsthed / Følelser / Krop/psyk / Lifecoaching

Angstens ansigt

Jeg holder i øjeblikket kursus for pårørende sammen med min medunderviser Janie Hansen. Om det at være pårørende til folk med psykisk sårbarhed. Det fik mig til at tænke over følgende – nemlig at det er så svært for os at bede om hjælp, når livet bliver til noget andet, end det – vi troede på i første omgang.

Der findes hjælp – masser af hjælp – i det offentlige system. Det eneste det kræver er, at vi spørger. Vi skal ikke vente til i sidste hug, for så har angsten fået så meget tag i os, at bare det at komme ud af døren dræner os. Bare tanken om at skulle bede om noget fra nogen dræner os. Bare det at skulle gå på gaden dræner os. 

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør gå udenfor en dør – det er meget invaliderende.

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør miste – det er drænende.

Jeg har mødt mennesker, som er bange for at leve – det er drænende.

Fælles for dem alle er, at det er vores tanker, som stikker af. Og det er til at forstå, med alle de informationer om sygdom, død, ulykke og nære som forlader os, hvis ikke vi opfører os ordentligt. Tænk hvordan samfundet ville være en stor dejlig glædesboble, hvis altså nyheder var positive. Men hvem gider læse positive nyheder?

JEG GØR!

Og jeg vælger også fra, når jeg mærker nyhedsstrømmen blive for massivt trist. For jeg lever med angstens ansigt. Ikke invaliderende, men det er kun, fordi jeg får medicin for min angst. Jeg mærker forskel og har valgt at give mig selv et velfortjent ferieophold i hjernen for alle de angste tanker, som dukker op i mødet med mine allernærmeste – ikke andre steder.

Det vilde er, at jeg kan mærke forskel. Måske kan du og din pårørende også mærke forskel. Måske er angsten ikke så svær at tale om eller gøre noget ved, hvis blot vi taler med de rette mennesker. Altså dem, som ikke er bange for angsten. Det hele bliver lidt lettere, når følelserne kan siges højt.

Jeg vil gerne være din angst-partner, uanset om du er pårørende eller selv lider af angst. Det eneste krav er at du har været igennem den offentliges tilbud, altså været hos lægen og er blevet udredt af psykiatrien. Jeg arbejder nemlig “kun” med raske mennesker – men rask er du på medicin eller igennem et forløb hos det offentlige, hvor du alligevel føler, at du mangler noget.

Tag en dejlig dag.

Kærligst Helene

14 Dec 2018

Følelser / Krop/psyk

Kender du følelsen af at have mistet kursen?
Det lækreste her i verden er at møde mennesker, som ved hvad de vil og som tør gå efter det. De er så inspirerende og dejlige at være sammen med – disse livstykker eller livsbomber.
 
De mennesker, som helt oprigtigt kan sige at de nyder livet – og som lige meget hvor meget der sker i deres liv, stadig dukker op til overfladen som en korkprop. Eller som lige meget hvilke udfordringer, de møder på vejen blot tipper lidt til den anden side som en væltedukke og efter en stund er tilbage på sporet.
 
Sådan en er jeg. Jeg har godt nok prøvet mange ting i mit forholdsvis korte liv. Skilsmisse, tab af nære venner, dødsfald i nær familie, alkoholmisbrug hos min elskede, lavt selvværd, ringe selvtillid, fyringer, flytninger, mobberier i skolen, depression, en elevatorvægt og så videre. Men jeg har altid rejst mig igen. Men det tog lang tid, fordi jeg ikke have de rette værktøjer til at rejse mig igen. 
 
Det har jeg nu og jeg vil gerne hjælpe dig med at rejse dig igen.
 
Med en sund relation til dig selv kan du fastholde denne livsfilosofi, som ganske enkelt går ud på at  skrive dit liv (livsplanlægning) og derefter følge det.
 
Lad mig give dig et eksempel – indenfor området krop/psyke:
 
Jeg har haft det meget svært med højder – lad os bare sige at jeg har været s…. bange for højder. For tre år siden var jeg på ferie på skønne skønne Bornholm og på en smuk cykeltur venstre om den smukke klippeø oplevede jeg flere gange i løbet af ugen, hvor bange jeg egentligt var for højder. Og det forhindrede mig i at se den smukke udsigt – nyde naturen og det gav en kropsreaktion, som også var virkelig ubehagelig – jeg fik nemlig lyst til at sove øjeblikkeligt… Ikke særligt sjovt endsige skønt, når nu jeg havde besluttet at holde ferie ved Hammershus og alle klipperne. 
 
Så hele ugen igennem øvede jeg mig i at gå i bakker, cykle af stier i den skønne natur og gå på kanten af Helligpeder for at se den skønne natur. Og jeg sluttede af med at tage til Opalsøen og nyde naturen der. For til sidst (efter en overnatning mere) at prøve den sjove svævebane ud over Opalsøen, som jeg havde set min datter gøre 10 år før.
 
“Hvorfor det?”
sidder der måske en og tænker… hvorfor lod du ikke bare være…
 
Fordi jeg bliver mere modig hver gang jeg udfordrer mig på det fysiske plan. Fordi jeg kan bruge denne erfaring til at trække over i livsområder, hvor jeg er knapt så modig. Jeg kan trække på modet i forhold til de livsudfordringer, som vi alle kommer ud for. Fordi jeg lever og nyder livet. Fordi jeg bruger modet hver dag til at leve bedre og meget mere nært. Fordi jeg bruger modet til at turde være mig. 
 
Og hvis du sidder og tænker, så skal jeg da bare kaste mig ud i de vildeste eksperimenter eller ekstremsport, for så bliver jeg modig… Nej… det er ikke det, jeg mener. Jeg er ikke fortaler for ekstremsport, men min øvelse med højder handlede om, at det var begyndt at begrænse mig og forhindre mig i at se den skønne natur, som vi har – selvfølgelig med den tilføjelse, at jeg skal passe på mig selv.
 

Øvelse: 

Find dit næste mindste mål, som øger dit psykiske eller fysiske mod.
Sæt dig små mål, som øger dit psykiske mod og også gerne den fysiske – for din livskvalitet.
 
Ring til mig, hvis du har lyst til at blive mere modig – eller book en tid her .
22 Jan 2018

Følelser / Krop/psyk / Lifecoaching

Følelserne – hvad kan vi dog bruge dem til

Følelserne er vores kerne. Følelser har vi for at overleve. Vi er født med biologiske følelser, mange af slagsen, og de allesammen nuancerer vores liv og vores sprog. De skal ikke undertrykkes, men forståes og accepteres, som det budskab, de er. Et budskab til dig om dig.

Nogle af os har dog lært, at ikke alle følelser er “gode”, at vi ikke må være sure, gale, agressive eller For glade. For så larmede vi for meget, fyldte for meget, var For meget.

Jeg har haft svært ved nogle følelser, de forbudte følelser var dem, som belastede min mor og far og jeg lærte tidligt at se, hvad der gjorde dem glade og kede af det. Og jeg tilpassede mig for at overleve. Hvilket er helt naturligt – som barn.

Jeg var meget tit ked af det som barn. Jeg havde ondt i maven og min mor og far tog mig med til lægen, som ikke kunne finde nogle fejl i mig og som sagde til mine forældre, da jeg blev teenager “helene skal bare have det godt”. På vejen hjem talte vi om hvad det betød. Og på en eller anden uforklarlig måde har jeg oversat det, de sagde til: du HAR det jo godt, kan du så ikke lade være med at være så besværlig hele tiden. Underforstået – hold nu op med at mærke din krop og føle angsten for at være syg. Det faldt mig ikke ind dengang, at de måske blot prøvede at berolige mig. For jeg mærkede stadig, at det gjorde ondt og følte mig ikke spor rolig. Men jeg tilpassede mig og lærte at undertrykke smerter rigtig godt.

Hvordan kan det være, at følelserne af angst var nemmere for mig at håndtere end at føle mig besværlig? Der er et simpelt svar til det. Jeg havde ikke lært at acceptere mig selv, når jeg var besværlig. For min mor og far accepterede ikke, når jeg var besværlig. Så simpelt er det. Derfor undertrykte jeg smerten i kroppen, undertrykte følelsen af at være bange. Jeg vidste ikke bedre.

Ligemeget hvad vi har lært som børn, kan vi ændre dette senere i livet. Når vi opdager, at noget ikke er hensigtsmæssigt. Når vi, som jeg gjorde – holdte op med at ryge og begyndte at mærke kroppen igen. Så kunne jeg meget nemmere mærke – hvilket i starten var frygteligt smertefuldt, men jo mere jeg lærte om min krop, jo bedre blev jeg til at passe på den.

Det er sådan, at kun jeg kan føle, hvad jeg føler. Jeg er forskellig fra min arv og mit miljø. Jeg kan ikke vide, hvad alle andre føler, og andre (mine forældre) kan kun gætte på, hvad jeg føler. Alt det jeg mener om andre – alt det jeg tror om andre – er fortolkninger og forestillinger. De er naturlige og kaldes projektioner – de er en naturlig del af vores kreativitet. Jeg ved ikke, hvad der foregår i andre.

Dette skriver jeg ikke for at klandre mine forældre for at have svigtet mig. Jeg skriver det kun for, at du som læser kan forstå, at du har et ansvar for, hvordan du som voksen håndterer de svigt, fejlopdragelser, den vold, endda de projektioner eller andet, du måtte have oplevet. Jeg ved godt, at vi som mennesker bedst kan have, hvis vi kan give andre skylden. Jeg tror bare ikke længere på det. Fordi jeg har mærket det på egen krop, hvordan de tidligere svigt i mit liv har sat sig og hvordan jeg ved at arbejde målrettet med det i et godt mentor forløb – har kunnet lære mig selv at følelser er ok – også dem jeg troede, var “dårlige”.