20 apr 2020

Bevidsthed / Følelser / Krop/psyk / Parcoaching

Samtaler om svære emner og forskellige holdninger

Svære samtaler i hverdagen – hvordan går det med dem hjemme hos jer? Udelader i at tale sammen? hvordan går det med de svære samtaler på jobbet? Undgår du at tale med chefen, hvis du ikke kan klare flere opgaver? At tale sammen om de svære emner kan og er ofte en udfordring, som mennesker i min praksis kommer med. Det er en udfordring at tale om svære emner og dele de forskellige holdninger – uden at føle sig forkert. Det er ligegyldigt om det er indenfor parforhold, på arbejdspladsen eller mellem venner. Det er svært.

Den svære samtale

I fredags var jeg på job – en akut tandlægetur og derefter en akut tur på Rigshospitalet med en mentee. Det gode ved den tur var, at vi så hospitalets effektivitet, vi så tandlægens effektivitet og min mentee blev beroliget. Jeg kunne i den grad godt lide behandlingen. Både hos tandlæge og hos sygehusets personale. Fra indgang, til reception, gennem hallen og op på afdelingen. De gør et stort og nødvendigt arbejde – pædagogisk udført og med stor indlevelse. Tak for jer.

På vejen hjem måtte jeg tage en svær samtale med min mand. Svær fordi han har kroniske sygdomme, som betyder, at han passer ekstra på ikke at blive syg, da Corona vil være meget svær for ham at komme igennem. Svær fordi jeg var dilemmafyldt (den gamle urhjerne vil helst bare snyde her, da følelserne er ubehagelige). Svær fordi jeg skal kunne stole på min mands ærlighed (hvilket jeg heldigvis kan).

Spørgsmålet

Så jeg ringer hjem og fortæller, at jeg har været forbi hospitalet og tandlægen, at jeg har båret maske hele to gange på samme dag, og sprittet, vasket, båret handsker og været i nærheden af potentielt syge. Sådan bare lige…

Samtalen lyder nogenlunde sådan: “hej skat, jeg har været både hos … og på…”vil du have at jeg tager til isolationslejlighed eller kommer hjem?”

Dilemmaet i mig

Bekymringstanker kan stå i kø indeni os, og de mest almindelige hos mig kender du måske også. De kommer nemlig her.

Kan jeg så stole på svaret, han giver mig?

Kan jeg stole på min egen evne til at passe på mig selv og min mand samt alle andre?

Er mit arbejde det værd?

Jeg får jo ikke faretillæg for dennne tur….. så skal jeg gøre det, risikere at blive smittet og smitte andre?

Jeg kan svare ja til alle fire spørgsmål.  

Min mands svar var tøvende for en stund. I den stund er der stille i mig, men sådan har det ikke altid været. Tidligere i mit liv ville jeg have talt r—- ud af bukserne for at undgå stilheden. Men jeg øver mig i at være stille (fordi det gør så godt, også i samtaler). Jeg bliver bedre og bedre til det.

Jeg ville have talt og talt, fordi det var bedre end at mærke frygten for de dårlige følelser i mig. De “dårlige” følelser af ikke at være god nok, ikke at være “en rigtig” hustru, ikke at være hensynsfuld nok… listen er meget længere, men du forstår sikkert hvor jeg vil hen. Det var bedre end at acceptere mig selv som den jeg er. Jeg talte for at undgå at føle mig dum. 

Hvad han svarede?

At han sku ikke rigtigt vidste det… at han synes det var svært… for han handler jo også i løbet af ugen og kan selv påføre sig sygdomme… Men selvfølgelig skulle jeg komme hjem. For vi to holder sammen, i tykt og tyndt.

 

Tag en dejlig dag,

knus fra Helene

23 okt 2019

Bevidsthed / Følelser / Krop/psyk / Lifecoaching

Angstens ansigt

Hvordan lever din familie med angst?

Jeg holder i øjeblikket kursus for pårørende sammen med min medunderviser Janie Hansen. Om det at være pårørende til folk med psykisk sårbarhed. Det fik mig til at tænke over følgende – nemlig at det er så svært for os at bede om hjælp, når livet bliver til noget andet, end det – vi troede på i første omgang. Angsten for at blive udstødt gør det svært at tale med andre om, hvordan vores familie har det indenfor hjemmets fire vægge. Angstens ansigt bliver alt for tydelig i familier, som har den overbevisning. 

Hjælpen er nær, hvis du tør bede om den!

Der findes hjælp – masser af hjælp – i det offentlige system. Det eneste det kræver er, at vi spørger. Vi skal ikke vente til i sidste hug, for så har angstens ansigt fået så meget tag i os, at bare det at komme ud af døren dræner os. Bare tanken om at skulle bede om noget fra nogen dræner os. Bare det at skulle gå på gaden dræner os. 

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør gå udenfor en dør – det er meget invaliderende. Angstens ansigt har fået så meget tag i den enkelte, at blot tanken om at åbne døren, gå ud på terrassen, gå en tur og handle – bliver svært. For familien er det hårdt, fordi de skal være der – passe på – beskytte og det bliver en ekstra byrde, hvis altså vi taler om, at angstens ansigt skal styre hverdagen. Hvis ikke nogen har fortalt, at angst kan afhjælpes. 

Bange for at miste?

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør miste – det er drænende og udmatter de fleste. Familien bliver hele tiden konfronteret med følelser, som de heller ikke ved, hvordan de skal håndtere. Bare det at vide, at ens nærmeste er bange for at miste dig, kan gøre det svært at gå. Af bekymring for om der nu sker noget med den angste, imens du er væk.

Jeg har mødt mennesker, som er bange for at leve – det er drænende. Som ikke tør andet, end det, der er tillært meget tidligt, nemlig at livet leves bedst i skyggen af det, som andre siger.

Fælles for de fleste er, at det er deres tanker, som stikker af. Og det er til at forstå, med alle de informationer om sygdom, død, ulykke og nære som forlader os, hvis ikke vi opfører os ordentligt. Tænk hvordan samfundet ville være en stor dejlig glædesboble, hvis altså nyheder var positive.

Men hvem gider læse positive nyheder?

JEG GØR!

Og jeg vælger også fra, når jeg mærker nyhedsstrømmen blive for massivt trist. For jeg lever med angstens ansigt. Ikke invaliderende, men det er kun, fordi jeg får medicin for min angst. Jeg mærker forskel og har valgt at give mig selv et velfortjent ferieophold i hjernen for alle de angste tanker, som dukker op i mødet med mine allernærmeste – ikke andre steder.

Det vilde er, at jeg kan mærke forskel. Måske kan du og din pårørende også mærke forskel. Måske er angsten ikke så svær at tale om eller gøre noget ved, hvis blot vi taler om det. Taler med dem, som ikke er bange for angsten. Det hele bliver lidt lettere, når følelserne kan siges højt.

Jeg vil gerne være din angst-partner, uanset om du er pårørende eller selv lider af angst. Det eneste krav er at du har været igennem den offentliges tilbud, altså været hos lægen og er blevet udredt af psykiatrien. Jeg arbejder nemlig “kun” med raske mennesker – men rask er du på medicin eller igennem et forløb hos det offentlige, hvor du alligevel føler, at du mangler noget. Hvis du er pårørende, findes der kurser i det offentlige regi. Måske er det ikke nok for dig, måske mærker du stadig det svære i at rumme og forstå. Det kan jeg hjælpe dig med. Hør om livsplanlægning.

Køb mit online angstforløb her.

Tag en dejlig dag.

Kærligst Helene

 

 

02 jun 2019

Bevidsthed / Krop/psyk

Sygdom kan samle familien.

Sygdom kan samle familien.

Denne historie er smuk på sin helt egen måde. Nogle gange skal vi blot helt derud, hvor alting vender og hvor de nære kommer til at blive endnu mere nære. Historien handler om en mand, hvis hustru bliver meget syg – alvorligt syg. Det var så hårdt at bære – og han var helt alene i smerten og i pasningen af hende.

Han havde en hverdag, hvor han tog på arbejde efter at have siddet hos hende og sagt godmorgen. Når arbejdsdagen var slut, så tog han tilbage til hospitalet, hvor hun lå. For at sidde hos hende, for at trøste hende, for at være nær, mens aftenen var værst. Når hun faldt i søvn, tog han hjem. Ordnede det mest vigtige, spiste lidt mad og skyndte sig i seng. Dette stod på i mange uger og til sidst var han lidt slidt.

Under en af de mange samtaler med hustruen taler de om familie, både hans og hendes. Talen om hans bror gjorde lidt ondt, for det var mange år siden, de rigtig havde talt sammen. De havde ikke rigtig noget tilfælles og han var ikkehelt glad for at ringe. Men hans hustru bad ham gøre det. Måske fordi hun vidste, at det ville lette lidt på hans store sorg over sygdommen hos hende. Måske fordi hun havde mærket længe, at han savnede kontakten.

Ihvertfald – han besluttede sig til at ringe – ringe til sin bror, som han ikke havde talt med i mange år. Hvordan skulle han starte? Hvad skulle han sige? Hvad ville broren tænke?

Alt dette forberedte vi os på, ved alt skrive ned, hvad han troede ville ske. Derefter arbejdede vi med at skrive svarene, som jo kun kan være gætterier. Men det hjælper med at blive skarpe i samtalen. Det hjælper os med at blive autentiske – og det har vi så megen brug for.

Autencitet er en styrke, som vi alt for sjældent bruger idag. Ægthed er en mangelvare. For det gør ondt nogle gange, det er ubehageligt, det er følsomt og sårbart. Jeg taler ikke om den ægthed, som nogle sammenligner med “jeg-skal-da-sige-alt-hvad-der-er-i-mig”, for det mener jeg slet ikke.

Skulle han fortælle, at han savnede sin bror?
Skulle han fortælle, at han var blevet såret, dengang for længe siden, da broren havde sagt noget sårende til en fødselsdag?
Skulle han lægge ud med at fortælle, at hans hustru var dødeligt syg og at han havde brug for sin bror?

Vi trænede flere scenarier inden opkaldet – for at han fik lejlighed til at mærke sin ægthed og sin autencitet og sine følelser. For at han fandt ud af, hvor de dybe følelser fortalte ham. Han savnede deres historie. Han savnede at have et menneske tæt på, som kendte ham godt og vidste, hvor han kom fra. Vi trænede det at have en voksen-kontakt, uden de følelsesmæssige ubehageligheder, som svigt og skyldfølelse giver. Svigt i sådan et tilfælde med to brødre hører ikke hjemme – det har som regel mere at gøre med et svigt tidligere i livet.

Han fik trænet det vigtige, nemlig hvad der var vigtigt i hans opkald: “at han fik fortalt at han savnede brorens selskab og deres historie”, at “han havde behov for aflastning og en skulder” blandt andet.

Behøver jeg at sige, at broren tog godt imod opkaldet?

Har du en nær pårørende, som du savner, og som du ønsker at have tæt på igen, så øv dig for eksempel sådan her:

Lad de gamle historier af svigt ligge (imellem jer skal i altså ikke tale om det mere)
Fortæl hvordan du føler – med tanke på det, som du ønsker fremover
Når der dukker “gamle følelser” og tanker op, så skriv dem ned for dig selv – i stedet for at sige det hele højt.

Rigtig god træning.

Kærlig hilsen
Helene

17 sep 2018

Arbejde / Bevidsthed / Ledelsecoaching / Tanker om stress

Har du overvejet en mentor for en psykisk sårbar?

Har du overvejet en mentor for en psykisk sårbar?

Det kan være meget svært for psykisk sårbare at blive en del af arbejdsmarkedet, og behovet er stort for åbne døre og fremstrakte hænder. Når mennesker med nedsat arbejdsevne som følge af f.eks. stress, livskriser og psykisk sygdom står uden for arbejdsmarkedet, er det omkostningsfuldt for både samfundet og den enkelte, og derfor er det af stor betydning at denne indsats bliver løftet.

Muligheder i lovgivningen
Loven om Aktiv Beskæftigelse, i fagsprog kaldet LAB, udstikker retningslinjerne for det nuværende beskæftigelsessystem. Lovgivningen siger, at ledige skal bringes i kontakt med arbejdsmarkedet for at undgå et langvarigt forløb på kontanthjælp. Mentorforløbet er ét blandt flere værktøjer i lovgivningen, der desuden tæller flexjob, ressourceforløb, revalidering m.m.

Mentorforløbet kan være relevant for udsatte, psykisk sårbare m.m., der har brug for et særligt fokus og et menneske, som har øje for den pågældendes livssituation. Mentoren kommer typisk ugentligt eller dagligt, for at hjælpe og understøtte den psykisk sårbare ansatte i at være og blive en del af arbejdspladsen.

Ifølge LAB er det muligt at sætte en ramme for en mentorordning på seks måneder for hver medarbejder, som er blevet ansat på særlige hensyn. Det kræver blot en kontakt til jobcentret, og at mentorstøtteordningen skal være afgørende for at aktiviteten, tilbuddet eller ansættelsen har en positiv effekt.

Virksomheder og psykisk sårbare
Virksomheder har gode muligheder for at hjælpe med at integrere psykisk sårbare på arbejdspladsen. Det er nærmest gratis, og en mentorordning kan være et middel til, at integrationen lykkes, så det både bliver en gevinst for virksomheden og den enkelte.

En mentorordning kan kombineres med en ansættelse i et flexjob. Her er omkostningen for virksomheden kun de timer, hvor din ansatte psykisk sårbare yder en indsats. Det vil sige, at du kun betaler for det arbejde som du får udbytte af. Hvis din ansatte kan arbejde cirka 20 timer ugentligt, så betaler du kun for disse 20 timer effektivt, selvom medarbejderen er på arbejdspladsen i 37 timer. Resten betaler kommunen til din medarbejder. Du får altså kun lov til at betale for det, du får.

Nuværende medarbejder og mentor
Er den psykisk sårbare en nuværende medarbejder, der er kommet ud i en udfordrende livssituation, er det langt billigere for virksomheder at vælge en mentorordning til støtte i en vanskelig situation, end det er at skulle opsige en medarbejder og ansætte en ny. Det kræver en langvarig ansættelsesproces og en til tider langsommelig oplæringsproces. Der vil også være et hul i arbejdsstyrken i den periode, hvor stillingen står ubesat.

Selve mentorordningen kan være gratis for dig, hvis du beder dit lokale jobcenter om hjælp. Det varierer dog fra kommune til kommune, og derfor bør du søge vejledning hos det lokale jobcenter.

Det er også en mulighed er at ansætte en privat mentor. Det giver mening, hvis den private mentor kender arbejdspladsen, arbejdsopgaverne eller har/kan opbygge en tillidsfuld relation til den psykisk sårbare. Det kan give et mere udbytterigt forløb, der gør at medarbejderen kan tage en større del i det daglige arbejde. Det vil være en win-win for medarbejderen og arbejdspladsen.

Mine erfaringer som mentor
I kraft af min uddannelse og min erfaring har jeg en unik position til at støtte mennesker med forskellige udfordringer. Jeg kan gå ind som mentor på en arbejdsplads og tage en understøttende rolle på mig med udgangspunkt i det enkelte menneskes livssituation.

Jeg har arbejdet med mennesker med hjerneskader, psykisk sårbarheder, mennesker med fysiske begrænsninger og andre særlige behov, der gør en hverdag på en typisk dansk arbejdsplads til en udfordring.

De typiske barrierer handler om at hjælpe medarbejderen med at blive en del af teamet trods færre arbejdstimer, mindre overskud og nedsat arbejds- og funktionsevne. Det kræver god kommunikation og en aktiv indsats, hvilket mentoren kan facilitere. At forventningsafstemme og at skabe en forståelse blandt de øvrige medarbejdere for den sårbare medarbejders behov, er en udfordring som medarbejderen ikke selv skal håndtere oven i den udfordrende opgave, det er, at blive en del af arbejdspladsen. Det kan den professionelle mentor med faglighed og erfaring i rygsækken være med til at løse.

Mentoren hjælper konkret den ansatte med at skabe et overblik og afgrænse opgaverne. Desuden kan mentoren være med til at støtte op omkring sociale udfordringer, hvis mentoren har kvalifikationerne og kompetencerne til det.

Mentoren kan også være med til at bygge bro til de øvrige medarbejdere og forklare hvordan den ansatte arbejder, så dine øvrige medarbejdere ikke bruger tid og energi på oplæring og tilpasning.

Vigtigt, at vi alle tager ansvar

Selvom jeg har en enmandsvirksomhed, har jeg ofte haft mennesker i praktikforløb, for jeg føler, at jeg har et ansvar over for mennesker i en midlertidig svær situation. I min egenskab af coach og professionel mentor har jeg også værktøjerne til at facilitere et udbytterigt forløb.

Mentorordningen er en god mulighed, som ikke bliver udnyttet i tilstrækkelig grad. Det er en skam, for den rummer et stort potentiale for at integrere mennesker på arbejdsmarkedet. Det ligger i forlængelse af den vedtagne beskæftigelsespolitik og kan være en måde for virksomheden at tage et samfundsansvar og være en del af en bred palette af CSR-tiltag, som det i dag forventes at alle virksomheder har på plads.

Samfundet har brug for alle typer mennesker
Formålsparagraffen i Loven om aktiv beskæftigelse gør det klart, at alle skal i en form for aktivitet eller beskæftigelse og ingen skal efterlades på perronen. Og den intention kan de fleste nok skrive under på.

Alligevel halter det gevaldigt med at få det konkretiseret, og det handler nok i mindre grad om lovgivning og intentioner, og i højere grad om berøringsangst og håndskyhed.

En undersøgelse fra Danske Handicaporganisationer viser, at 33% frygter at komme til at arbejde sammen med en psykisk sårbar medarbejder. Det lyder umiddelbart som et højt tal, men man kunne også vælge at fokusere på, at de resterende 66% ikke ser noget problem i det, og at det før kun var 10%. I løbet af livet kommer hver femte ud i en situation hvor de er psykisk sårbare, og derfor har langt de fleste en ven, et familiemedlem eller en kollega i netværket der har brug for en hjælpende hånd. Fordommene er derfor ved at blive brudt ned, og nu mangler vi så bare at få det bredt implementeret.

Vi skal som samfund kunne give alle mennesker mulighed for meningsfuld beskæftigelse. Arbejdet er en vigtig del af vores identitet, og kan vi hjælpe psykisk sårbare med at blive en del af det arbejdsmæssige fællesskab, så er der store gevinster at hente. Både for den enkelte, virksomheden og samfundet. Virksomheder kan gøre en forskel, og det kræver mindre end man tror.

Læs mere om en af de mange mennesker, som oplever udfordringer med at blive ansat, samt få ideer til at integrere psykisk sårbare på arbejdspladsen her:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/hver-femte-vil-helst-ikke-arbejde-sammen-med-en-psykisk-syg-kollega

Læs mere om Helene Mau på www.maucoaching.dk

 

Læs mere om selve lovgivningen her:

Lov om aktiv beskæftigelsesindsats

Lov om aktiv socialpolitik

 

 

26 feb 2018

Bevidsthed / Tanker om stress

Har du det rigtig skidt – fordi du er fuld af bekymringer?
Jeg har selv prøvet det, optil flere gange endda – og det var jeg bestemt ikke stolt af. Jeg har lidt af stress flere gange. Hele tre gange. Jeg var fyldt op af bekymringer om fremtiden og kunne ikke slippe dem. Jeg lærte ikke lektien første gang og måtte sygemelde mig. Faktisk er det første gang, jeg offentligt skriver om de tre omgange.

 

Min historie om stress lyder nogenlunde sådan!

Jeg var i starten af 20érne, havde et lille barn på to år og et krævende job som marketingkoordinator og en mand, der indimellem sejlede. Jeg arbejdede sent mange dage – eller tog hjem når dagen var slut på arbejdet, for at hente min datter, lege med hende, spise sammen med mand (som havde lavet mad) og rydde op, gøre natklar, læse historie og alt det, jeg synes jeg skulle nå med min datter inden sengetid. Derefter sad jeg igen ved computeren og arbejdede. Jeg bekymrede mig ofte.

Fordi jeg synes det var fedt. Men – min mand og jeg talte meget om work-life-balance og han synes bestemt, at jeg arbejdede for meget i forhold til vores familieliv. Det stressede mig enormt dengang, at han ikke “havde min ryg” – og i løbet af kort tid blev arbejdsglæde vendt til en stresset hverdag, hvor jeg ikke kunne noget uden at begynde at græde. Manden min sagde dengang, at jeg måtte vælge, ham og mit lille barn – eller jobbet og mig selv. Bekymringerne tog fart. Det var ikke svært at vælge og jeg fandt et andet job, hvor jeg ikke havde ansvar for noget. Men jeg var ikke glad – de nye opgaver kunne jeg ikke lide og jeg følte et pres fra arbejdsgiver på den salgsopgave, jeg havde fået. Presset blev endnu engang for stort, jeg blev sygemeldt med stress og havde en periode uden arbejde. Bekymringer blev udløseren for mig.

 

De første to gange gik knapt så godt – stress blev dagligdag i lang tid.

De to første gange med stress lærte mig meget om mig selv, som jeg ikke vidste i forvejen. Hvis jeg havde kendt til bevidsthedstræning og havde lyttet til undervisning om bevidsthedens sammensætning (du kan lytte til den her) dengang, havde jeg formentligt kunne gøre noget andet end melde mig syg. Bekymringer stod i kø: kunne jeg få dagen til at hænge sammen økonomisk, kunne vi blive boende, ville det blive bedre, var jeg så en dårlig mor for eksempel. Dengang vidste jeg ikke bedre – og derfor var den første sygemelding meget lang (tæt på et år), den næste et halvt år.

Begge gange kom jeg ikke tilbage til det firma, hvor jeg havde fået stress – for mine ledere var ligesom jeg selv af den opfattelse, at det var min helt egen sag, og noget, som jeg “bare skulle flyve op over og tage lidt fra oven”. Jeg var ikke klogere end at jeg tænkte meget af tiden, jeg brugte al min vågne tid på at gruble over, hvor dårlig jeg var, hvor lidt jeg elskede min familie, hvor dårlig en hustru jeg var og alle mulige andre tanker…. der var livligt gang i alle mulige tankespind, som jeg ikke kunne stoppe.

 

Tredje gang er lykkens gang!

Tredje gang havde jeg lært lektien og lært mine signaler (tunnelsyn og for lidt søvn samt en klar overprioritering af – arbejdet). Jeg vidste, at jeg var nødt til at sige fra, fortælle min chef at jeg ikke kunne mere og bede ham tage over på alle mine arbejdsopgaver, således at jeg kun fik en ad gangen og løste denne. Så langt var jeg nået. Bekymringer om hvad han tænkte, var ikke længere en del af mit tankemønster mere. Jeg havde lært meget. Hvad jeg ikke havde lært der – var klart at sige det i tide, så mine kropsreaktioner ikke skulle aktiveres. Nu ved jeg, hvad der er sundt for mig. Hvornår jeg skal holde en pause og hvornår jeg skal have fri. Bekymringer om kroppen har heller ikke længere en plads i mit liv.

Havde jeg haft de værktøjer, jeg har idag, havde stressen ikke fået tag i mig. Jeg vil så gerne hjælpe dig med at få styr på hvad der er vilkår og hvad der er bekymringstanker. Bevidsthedens sammensætning og MINDStrain metoden er værktøjer, som jeg bruger i mit arbejde.

Vil du inspireres til et arbejdsliv, der passer til dig og din livssituation?
Så ring på 3048 2372 eller book en tid på min hjemmeside.

 

15 jan 2018

Arbejde / Bevidsthed / Coaching / Krop/psyk / Ledelsecoaching / Lifecoaching / Tanker om stress

At blive syg og ikke kunne arbejde med det samme længere

Er du blevet syg og kan ikke længere se dig selv i samme branche og med samme erhverv, så har du sikkert oplevet at tænke på, hvad du så skal bruge din tid på, hvad du egentligt evner, og måske tænker du, så er det bedste nok en pension, for så slipper jeg for at have jobcenteret på nakken. De stresser mig, de er deciderede onde og de vil kun presse mig ud i noget, jeg ikke kan. Hverdag læser jeg historier om hvordan de jæger folk og det vil jeg ikke udsættes for.

En af de mennesker, jeg har arbejdet sammen med i mentor/mentee forløb havde været langvarigt syg og skulle nu efter genoptræning til at finde ud af, hvad hun skulle arbejde med fremover. Vi aftalte et forløb, hvor primært fokus var at skrive ansøgninger med tekst, som var langt mere sælgende og et cv, som afspejlede det, hun gerne ville fremover, mere end hendes lange erfaring. Grunden til det ændrede fokus var, at min erfaring siger, at det allervigtigste arbejde med at åbne op og lære nyt er, at tage fat i, hvad vi kan i dag. Jeg bruger styrketesten til dette arbejde, for den giver nogle gode sætninger til at holde fast i det, vi rent faktisk kan. Og fjerner fokus fra det, vi ikke kan.

Det allervigtigste arbejde er at kigge på alle de kompetencer, som du har også i det frivillige liv – helt bredt – og uden fordomme. Og det næste er at acceptere at du ikke kan det samme mere, hverken fysisk eller psykisk. Dit fokus bør være på livskvalitet fremfor regler og rammer – for det hjælper dig med at finde det nye job.

Øvelse:

Skriv dine tanker ned lige nu …
Vurder om de støtter dig fremad mod nye udfordringer og en livsglæde i hverdagen.
Hvis de ikke støtter dig, så skriv nye tanker ned.
Vælg hver dag at kigge på disse nye tanker.

Hvis du har brug for støtte – inspiration til jobsøgning efter sygdom eller stress, så ring gerne.

  • 1
  • 2

Køb gavekort til

 

"dit mentale 360 graders check" 

Få et psykisk sundhedscheck i disse corona tider.