23 Oct 2019

Bevidsthed / Følelser / Krop/psyk / Lifecoaching

Angstens ansigt

Jeg holder i øjeblikket kursus for pårørende sammen med min medunderviser Janie Hansen. Om det at være pårørende til folk med psykisk sårbarhed. Det fik mig til at tænke over følgende – nemlig at det er så svært for os at bede om hjælp, når livet bliver til noget andet, end det – vi troede på i første omgang.

Der findes hjælp – masser af hjælp – i det offentlige system. Det eneste det kræver er, at vi spørger. Vi skal ikke vente til i sidste hug, for så har angsten fået så meget tag i os, at bare det at komme ud af døren dræner os. Bare tanken om at skulle bede om noget fra nogen dræner os. Bare det at skulle gå på gaden dræner os. 

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør gå udenfor en dør – det er meget invaliderende.

Jeg har mødt mennesker, som ikke tør miste – det er drænende.

Jeg har mødt mennesker, som er bange for at leve – det er drænende.

Fælles for dem alle er, at det er vores tanker, som stikker af. Og det er til at forstå, med alle de informationer om sygdom, død, ulykke og nære som forlader os, hvis ikke vi opfører os ordentligt. Tænk hvordan samfundet ville være en stor dejlig glædesboble, hvis altså nyheder var positive. Men hvem gider læse positive nyheder?

JEG GØR!

Og jeg vælger også fra, når jeg mærker nyhedsstrømmen blive for massivt trist. For jeg lever med angstens ansigt. Ikke invaliderende, men det er kun, fordi jeg får medicin for min angst. Jeg mærker forskel og har valgt at give mig selv et velfortjent ferieophold i hjernen for alle de angste tanker, som dukker op i mødet med mine allernærmeste – ikke andre steder.

Det vilde er, at jeg kan mærke forskel. Måske kan du og din pårørende også mærke forskel. Måske er angsten ikke så svær at tale om eller gøre noget ved, hvis blot vi taler med de rette mennesker. Altså dem, som ikke er bange for angsten. Det hele bliver lidt lettere, når følelserne kan siges højt.

Jeg vil gerne være din angst-partner, uanset om du er pårørende eller selv lider af angst. Det eneste krav er at du har været igennem den offentliges tilbud, altså været hos lægen og er blevet udredt af psykiatrien. Jeg arbejder nemlig “kun” med raske mennesker – men rask er du på medicin eller igennem et forløb hos det offentlige, hvor du alligevel føler, at du mangler noget.

Tag en dejlig dag.

Kærligst Helene

02 Jun 2019

Bevidsthed / Krop/psyk

Sygdom kan samle familien.

Denne historie er smuk på sin helt egen måde. Nogle gange skal vi blot helt derud, hvor alting vender og hvor de nære kommer til at blive endnu mere nære. Historien handler om en mand, hvis hustru bliver meget syg – alvorligt syg. Det var så hårdt at bære – og han var helt alene i smerten og i pasningen af hende.

Han havde en hverdag, hvor han tog på arbejde efter at have siddet hos hende og sagt godmorgen. Når arbejdsdagen var slut, så tog han tilbage til hospitalet, hvor hun lå. For at sidde hos hende, for at trøste hende, for at være nær, mens aftenen var værst. Når hun faldt i søvn, tog han hjem. Ordnede det mest vigtige, spiste lidt mad og skyndte sig i seng. Dette stod på i mange uger og til sidst var han lidt slidt.

Under en af de mange samtaler med hustruen taler de om familie, både hans og hendes. Talen om hans bror gjorde lidt ondt, for det var mange år siden, de rigtig havde talt sammen. De havde ikke rigtig noget tilfælles og han var ikkehelt glad for at ringe. Men hans hustru bad ham gøre det. Måske fordi hun vidste, at det ville lette lidt på hans store sorg over sygdommen hos hende. Måske fordi hun havde mærket længe, at han savnede kontakten.

Ihvertfald – han besluttede sig til at ringe – ringe til sin bror, som han ikke havde talt med i mange år. Hvordan skulle han starte? Hvad skulle han sige? Hvad ville broren tænke?

Alt dette forberedte vi os på, ved alt skrive ned, hvad han troede ville ske. Derefter arbejdede vi med at skrive svarene, som jo kun kan være gætterier. Men det hjælper med at blive skarpe i samtalen. Det hjælper os med at blive autentiske – og det har vi så megen brug for.

Autencitet er en styrke, som vi alt for sjældent bruger idag. Ægthed er en mangelvare. For det gør ondt nogle gange, det er ubehageligt, det er følsomt og sårbart. Jeg taler ikke om den ægthed, som nogle sammenligner med “jeg-skal-da-sige-alt-hvad-der-er-i-mig”, for det mener jeg slet ikke.

Skulle han fortælle, at han savnede sin bror?
Skulle han fortælle, at han var blevet såret, dengang for længe siden, da broren havde sagt noget sårende til en fødselsdag?
Skulle han lægge ud med at fortælle, at hans hustru var dødeligt syg og at han havde brug for sin bror?

Vi trænede flere scenarier inden opkaldet – for at han fik lejlighed til at mærke sin ægthed og sin autencitet og sine følelser. For at han fandt ud af, hvor de dybe følelser fortalte ham. Han savnede deres historie. Han savnede at have et menneske tæt på, som kendte ham godt og vidste, hvor han kom fra. Vi trænede det at have en voksen-kontakt, uden de følelsesmæssige ubehageligheder, som svigt og skyldfølelse giver. Svigt i sådan et tilfælde med to brødre hører ikke hjemme – det har som regel mere at gøre med et svigt tidligere i livet.

Han fik trænet det vigtige, nemlig hvad der var vigtigt i hans opkald: “at han fik fortalt at han savnede brorens selskab og deres historie”, at “han havde behov for aflastning og en skulder” blandt andet.

Behøver jeg at sige, at broren tog godt imod opkaldet?

Har du en nær pårørende, som du savner, og som du ønsker at have tæt på igen, så øv dig for eksempel sådan her:

Lad de gamle historier af svigt ligge (imellem jer skal i altså ikke tale om det mere)
Fortæl hvordan du føler – med tanke på det, som du ønsker fremover
Når der dukker “gamle følelser” og tanker op, så skriv dem ned for dig selv – i stedet for at sige det hele højt.

Rigtig god træning.

Kærlig hilsen
Helene

26 Feb 2018

Arbejdsstress / Bevidsthed

Er du en af de mange mennesker, som har det rigtig skidt – fordi du er stresset, føler dig presset, har fået sagt ja til for mange opgaver?

Jeg har selv prøvet det, optil flere gange endda – og det var jeg bestemt ikke stolt af. Faktisk er det første gang, jeg offentligt skriver om de tre omgange.

Min historie lyder sådan:

Jeg var i starten af 20érne, havde et lille barn på to år og et krævende job som marketingkoordinator og en mand, der indimellem sejlede. Jeg arbejdede sent mange dage – eller tog hjem når dagen var slut på arbejdet, for at hente min datter, lege med hende, spise sammen med mand (som havde lavet mad) og rydde op, gøre natklar, læse historie og alt det, jeg synes jeg skulle nå med min datter inden sengetid. Derefter sad jeg igen ved computeren og arbejdede. Fordi jeg synes det var fedt. Men – min mand og jeg talte meget om work-life-balance og han synes bestemt, at jeg arbejdede for meget i forhold til vores familieliv. Det stressede mig enormt dengang, at han ikke “havde min ryg” – og i løbet af kort tid blev arbejdsglæde vendt til en stresset hverdag, hvor jeg ikke kunne noget uden at begynde at græde. Manden min sagde dengang, at jeg måtte vælge, ham og mit lille barn – eller jobbet og mig selv. Det var ikke svært at vælge og jeg fandt et andet job, hvor jeg ikke havde ansvar for noget. Men jeg var ikke glad – de nye opgaver kunne jeg ikke lide og jeg følte et pres fra arbejdsgiver på den salgsopgave, jeg havde fået. Presset blev endnu engang for stort, jeg blev sygemeldt med stress og havde en periode uden arbejde.

De to første gange med stress lærte mig meget om mig selv, som jeg ikke vidste i forvejen. Hvis jeg havde kendt til bevidsthedstræning og havde lyttet til undervisning om bevidsthedens sammensætning (du kan lytte til den her) dengang, havde jeg formentligt kunne gøre noget andet end melde mig syg. Dengang vidste jeg ikke bedre – og derfor var den første sygemelding meget lang (tæt på et år), den næste et halvt år.

Begge gange kom jeg ikke tilbage til det firma, hvor jeg havde fået stress – for mine ledere var ligesom jeg selv af den opfattelse, at det var min helt egen sag, og noget, som jeg “bare skulle flyve op over og tage lidt fra oven”. Jeg var ikke klogere end at jeg tænkte meget af tiden, jeg brugte al min vågne tid på at gruble over, hvor dårlig jeg var, hvor lidt jeg elskede min familie, hvor dårlig en hustru jeg var og alle mulige andre tanker…. der var livligt gang i alle mulige tankespind, som jeg ikke kunne stoppe.

Tredje gang havde jeg lært lektien og lært mine signaler (tunnelsyn og for lidt søvn samt en klar overprioritering af – arbejdet). Jeg vidste, at jeg var nødt til at sige fra, fortælle min chef at jeg ikke kunne mere og bede ham tage over på alle mine arbejdsopgaver, således at jeg kun fik en ad gangen og løste denne. Så langt var jeg nået. Hvad jeg ikke havde lært der – var klart at sige det i tide, så mine kropsreaktioner ikke skulle aktiveres. Nu ved jeg, hvad der er sundt for mig. Hvornår jeg skal holde en pause og hvornår jeg skal have fri.

Havde jeg haft de værktøjer, jeg har idag, havde stressen ikke fået tag i mig. Jeg vil så gerne hjælpe dig med at få styr på hvad der er vilkår og hvad der er bekymringstanker. Bevidsthedens sammensætning og MINDStrain metoden er værktøjer, som jeg bruger i mit arbejde.

Vil du inspireres til et arbejdsliv, der passer til dig og din livssituation?
Så ring på 3048 2372 eller book en tid på min hjemmeside.

(Og hvis dit firma har en aftale med Securitas, så ring til dem, for jeg har en samarbejdsaftale med dem).

 

15 Jan 2018

Arbejde / Arbejdsstress / Bevidsthed / Krop/psyk / Ledelsecoaching / Lifecoaching / Medarbejder coaching

At blive syg og ikke kunne arbejde med det samme længere

Er du blevet syg og kan ikke længere se dig selv i samme branche og med samme erhverv, så har du sikkert oplevet at tænke på, hvad du så skal bruge din tid på, hvad du egentligt evner, og måske tænker du, så er det bedste nok en pension, for så slipper jeg for at have jobcenteret på nakken. De stresser mig, de er deciderede onde og de vil kun presse mig ud i noget, jeg ikke kan. Hverdag læser jeg historier om hvordan de jæger folk og det vil jeg ikke udsættes for.

En af de mennesker, jeg har arbejdet sammen med i mentor/mentee forløb havde været langvarigt syg og skulle nu efter genoptræning til at finde ud af, hvad hun skulle arbejde med fremover. Vi aftalte et forløb, hvor primært fokus var at skrive ansøgninger med tekst, som var langt mere sælgende og et cv, som afspejlede det, hun gerne ville fremover, mere end hendes lange erfaring. Grunden til det ændrede fokus var, at min erfaring siger, at det allervigtigste arbejde med at åbne op og lære nyt er, at tage fat i, hvad vi kan i dag. Jeg bruger styrketesten til dette arbejde, for den giver nogle gode sætninger til at holde fast i det, vi rent faktisk kan. Og fjerner fokus fra det, vi ikke kan.

Det allervigtigste arbejde er at kigge på alle de kompetencer, som du har også i det frivillige liv – helt bredt – og uden fordomme. Og det næste er at acceptere at du ikke kan det samme mere, hverken fysisk eller psykisk. Dit fokus bør være på livskvalitet fremfor regler og rammer – for det hjælper dig med at finde det nye job.

Øvelse:

Skriv dine tanker ned lige nu …
Vurder om de støtter dig fremad mod nye udfordringer og en livsglæde i hverdagen.
Hvis de ikke støtter dig, så skriv nye tanker ned.
Vælg hver dag at kigge på disse nye tanker.

Hvis du har brug for støtte – inspiration til jobsøgning efter sygdom eller stress, så ring gerne.

01 Dec 2017

Arbejde / Arbejdsstress / Bevidsthed / Krop/psyk / Lifecoaching / Medarbejder coaching

At blive syg og give slip på drømmen om at leve i luksus

Kender du til at være blevet syg, og ikke længere kunne opretholde den samme levestandard? Kender du til, at din månedlige ydelse skal sættes ned og den panik, der breder sig i dig?

Jeg ved, at det sværeste for os at give slip på, er vaner og ting.

Hvorfor er det egentligt sådan?

Såmænd fordi vi er født til altid at ville have det bedste og være de stærkeste (det er ren biologi). Når vi bliver syge, forventer vi at holde fast i samme levestandard, og derfor holder vi krampagtigt fast i at skynde os at blive raske, så vi kan komme tilbage til det arbejde, som giver os den løn, som vores tidligere liv har gjort muligt.

Vi ved ikke, hvad der sker, hvis indtjeningen falder drastisk og derfor forsøger vi at kæmpe os igennem smerter, ubehag og stress over ikke at slå til – for enten ikke at skuffe os selv eller andre.

Er det mon egentligt det allervigtigste i vores moderne verden?
Det som bibringer værdi og livslyst?

Jeg tror det ikke – her får du en flig af mine eftertænksomheder i forbindelse med sygdom (i forskellige perioder af mit liv):

Jeg har ejet mit eget hus, da børnene boede hjemme. Det var vidunderligt at have have og være uafhængig af andres mening om, hvornår der skulle vedligeholdes fliser i køkken og være selvbestemmende i forhold til at skifte badeværelset ud til det, som jeg elskede. Men det var også hårdt arbejde at tjene penge hver måned. Og selvom huset steg, var jeg utilfreds. For jeg havde ikke tid – hverken til børnene eller mig selv. Jeg havde alt for travlt på arbejdet, havde for travlt derhjemme, som enlig mor med to børn forsøgte jeg nemlig at klare det hele – så godt jeg kunne. Det endte med en omgang stress. Endnu en. Den tredje gang.

Denne tredje gang havde jeg dog lært, at jeg var nødt til at kommunikere mere klart end tidligere. Jeg skulle gå tilbage til min chef, selvom jeg følte mig som en kryster og en svækling. Jeg skulle lave aftaler med ham om at trappe alle opgaver ned. Og så kunne han give mig en opgave ad gangen. Det var hvad jeg kunne rumme. Og der – i den periode begyndte nye tanker at spirre i mig. For hvem siger, at jeg behøver være stresset resten af livet. Hvem siger at jeg behøver at tjene så mange penge. Hvem siger at jeg skal bo i eget hus? Kan vi flytte?

Jeg opdagede, at jeg faktisk var så træt af at knokle på arbejdet, være en god og nærværende mor samtidig med at jeg skulle passe hus og have selv. Og jeg hang fast i et ikke bevidst selvvalgt hamsterhjul.

Derfor solgte jeg alt, hvad jeg havde. Og vi flyttede til byen i en billig lejlighed til 4000 om måneden, som jeg delte med min kæreste. Og der kom min frihed. Jeg elsker at bo i byen, elsker at jeg selv kan bestemme, hvornår jeg vil i biffen, og om jeg skal male væggene. Mængden af vedligeholdelse passer til mig. Og idag uddelegerer jeg mere end nogensinde før. Fordi jeg hellere vil have råd til at leve.

Øvelse:

Sæt dig ned i et roligt hjørne og skriv din vision for det arbejdsliv, du ønsker fremover.
En vision, som består af det, som du bliver glad af at tænke på. Et arbejdsliv med livskvalitet. Et arbejde hvor du får passende mængder af opgaver og kan være åben omkring det, du er bedst til og det du ikke er bedst til.
Derefter skriver du listen over konsekvenser.

Kig på begge lister og beslut dig for, hvad din forandring skal være, for at du kan leve et dejligt liv med de udfordringer, som du har rent kropsligt – og lav de fornødne aftaler med familien om fremtiden. God fornøjelse med at fokusere på livskvalitet.

18 Sep 2017

Bevidsthed / Lifecoaching / Venner

Hvordan kan jeg få flere eller nye venner, når jeg føler mig alene?

Jeg hører dagligt om mennesker, som er ensomme og som mangler nære venner. Selv har jeg haft perioder; efter skilsmisse, efter børnene flyttede hjemmefra, hvor jeg har følt aleneheden som et stort låg henover mit liv. Og jeg har haft svært ved at skelne mellem den grundlæggende biologiske ensomhed, som tilskynder os til at finde venner og handle – og den ensomhed som jeg forvekslede med følelsen alene og min modstand mod at være alene.

Jeg har trænet længe og hårdt – første gang jeg flyttede hjemmefra og i lejlighed, var følelsen af at være alene meget stor og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle rumme denne følelse. Vi fødes alene og dør alene, men jeg hadede at være alene, hadede at være i mit eget selskab og brugte alle midler for at finde venner og kærester, som kunne fylde mit “hul”op.

Jeg var alene og hadede det!

Langt op i tyverne tog jeg hjem eller var sammen med mor og far i weekenderne.

Jeg har mentees, som er højt oppe i årene og som ikke aner, hvordan de skal finde venskaber og have glæde af disse. Jeg har familiemedlemmer, som sidder alene til hverdag med fjernsynet tændt, og som ikke længere orker at gå ud og tale med nye mennesker. For at beskytte sig selv mod skuffelser, for at skåne sig selv for dårlige følelser af ikke at slå til, ikke være god nok eller noget helt andet. Fordi de er bange for at komme til skade ude i det “virkelige”liv. Men også nogle gange blot fordi det med alderen bliver vigtigere med tætte venskaber, som til stadighed kan inspirere og glæde.

Øvelse:

Hvis du vil udvikle nye venskaber, så sæt dig ned og skriv en vision om venskaber i dit liv. Derefter kigger du dig omkring i nærområdet og finder 2 gode og interessante mennesker, som du ikke kender særligt godt, men som du ser op til. Du inviterer dem på kaffe/the Du øver dig i at tale om dig selv og dit følelsesliv eller om interesser Du øver dig i at blive ved med at holde kontakten og tænke positive tanker om det: jeg ved ikke hvad den anden tænker, jeg ved ikke hvorfor den anden ikke ringer, jeg er interessant at være sammen med og jeg har mange spændende emner at byde ind med.